Evalueringsformer
Evalueringsformer
- Ændring af eksamensform pga. særlige omstændigheder
- Praktisk prøve udført som en del af undervisningen eller som en afsluttende prøve
- Mundtlig eksamen
- Mundtlig gruppeeksamen
- Skriftlige afleveringer
- Gruppeprojekter
- Skriftlig eksamen (skriftlig stedprøve)
Eksamen i et kursus kan være skriftlig, praktisk eller mundtlig eller en kombination af disse, f.eks. som forskellige løbende eller delprøver i kursusforløbet.
Når institutstudienævnet godkender kursusbeskrivelsen beslutter de også, hvilken eksamensform der skal benyttes i kurset.
Forskellige regler for de væsentligste eksamensformer er beskrevet nedenfor. Andre eksamensformer kan godkendes af det relevante institutstudienævn.
Ændring af eksamensform pga. særlige omstændigheder
Du kan oprette en ansøgning på SPS-portalen, hvis du ønsker at søge om at få ændret eksamensformen i et kursus (f.eks. fra skriftlig til mundtlig) på baggrund af særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være særlige forhold ved en dokumenteret varig funktionsnedsættelse.
Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS) vurderer ansøgningen og tager hvis relevant kontakt til den kursusansvarlige, som vurderer, om det ud fra kursets læringsmål er fagligt forsvarligt, og om det er praktisk muligt med en ændret eksamensform. SPS-medarbejderne (aus-sps@adm.dtu.dk) i AUS kan bistå i denne vurdering efter behov.
Det er en forudsætning, at der med ændringen af eksamensform ikke sker en sænkning af prøvens faglige niveau. Læs mere på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Særlige vilkår til eksamen".
Praktisk prøve udført som en del af undervisningen eller som en afsluttende prøve
Kurser bestående af øvelser (laboratoriekurser, værkstedskurser mv.) kan løbende bedømmes, eller der kan udføres en praktisk prøve i slutningen af kurset. De studerende skal kende godkendelseskriterierne fra undervisningens start, hvis prøverne skal bedømmes løbende. De enkelte studerendes indsats skal klart fremgå af arbejdet, så de kan bedømmes individuelt.
Mundtlig eksamen
Du skal medbringe sit studiekort som legitimation ved mundtlig eksamen.
Som udgangspunkt er alle mundtlige eksamener offentlige. En eksamen kan lukkes for offentligheden på baggrund af særlige omstændigheder, herunder hvis hensynet til dig som studerende taler for det. Projekter, der helt eller delvist gennemføres i private virksomheder, kan også lukkes for offentligheden af hensyn til oplysninger om virksomhedshemmeligheder, knowhow og lign.
Mundtlige eksamener kan afholdes over flere dage. Det aftales med de studerende, hvilke dage der benyttes ud over den fastsatte eksamensdag. Hvis du er forhindret i at deltage i eksamen på disse ekstra dage, har du krav på at deltage i eksamen på eksamensdatoen i henhold til skemaplaceringen eller en anden dag efter aftale med underviser.
Mundtlige eksamener skal være afholdt inden eksamensperiodens udløb, medmindre andet aftales mellem den kursusansvarlige og de studerende.
Der skal af retssikkerhedsmæssige grunde altid deltage to bedømmere til en mundtlig eksamen, eller hvor evalueringsformen indeholder et mundtligt element. Ud over eksaminator skal der således deltage en ekstern censor eller en intern medbedømmer fra DTU.
Mundtlig onlineeksamen
Mundtlige eksamener, herunder mundtligt forsvar ved afsluttende projekt, kan som udgangspunkt ikke afholdes som onlineeksamener, og såvel bedømmere som studerende skal deltage i eksamen ved fysisk fremmøde. Undtaget herfra er rene onlinekurser og kurser udbudt under digitale uddannelser (D.T.U.).
En mundtlig eksamen kan dog undtagelsesvist afholdes som en delvis onlineeksamen pga. særlige omstændigheder. Som eksempel kan nævnes akut opstået forhindring i fremmøde for en af bedømmerne, således at den ene bedømmer, fx en censor, deltager via en onlineforbindelse. Det kan også være relevant med individuelle onlineeksamener for gæstestuderende, der skal deltage i en reeksamen efter at være rejst tilbage til deres hjemuniversitet. Beslutning om afvikling af mundtlig onlineeksamen for enkelte studerende eller bedømmere træffes af den kursusansvarlige/vejleder.
Beslutning om afvikling af mundtlig onlineeksamen for et helt kursus for alle tilstedeværende skal godkendes af institutstudienævnet på baggrund af ekstraordinære omstændigheder.
Der er udarbejdet en vejledning til afholdelse af mundtlig onlineeksamen til studerende på student.dtu.dk under "Eksamen/Vejledninger til eksamen" og til undervisere på DTU Inside under "Undervisningsadministration/Vejledninger/Vejledninger til eksamen".
Mundtlig gruppeeksamen
En mundtlig eksamen kan tilrettelægges som en gruppeeksamen. Denne eksamensform benyttes typisk i forbindelse med en skriftlig opgavebesvarelse, som er udarbejdet af flere studerende (gruppeprojekt).
Ved en mundtlig gruppeeksamen skal den enkelte studerende eksamineres, så det sikres, at der foretages en individuel bedømmelse af hver enkelt studerendes præstation, og at der gives individuelle karakterer/anden bedømmelse; der kan således ikke gives én samlet karakter til gruppen.
Ved tilrettelæggelse af en mundtlig gruppeeksamen skal den kursusansvarlige sikre, at den tid, der er afsat til eksamenen, tilpasses antallet af studerende, der deltager i eksamenen. Hele projektgruppen er til stede under hele eksaminationsforløbet.
Det er vigtigt, at bedømmerne sørger for at notere den enkelte studerendes niveau af deltagelse, og hvad kvaliteten af deltagelsen er. Bedømmerne skal samtidig sikre, at alle studerende deltager i eksamen, så bedømmerne kan give individuelle bedømmelser.
Du skal have sin karakter oplyst i enrum, medmindre andet aftales mellem eksaminator og de studerende i gruppen.
Hvis der afholdes en individuel mundtlig eksamen som opfølgning på et gruppeprojekt og som opfølgning på en eventuel mundtlig gruppeeksamen, må andre gruppemedlemmer ikke være til stede i eksamenslokalet, før de skal eller har været eksamineret i den individuelle mundtlige eksamen.
Hvis du har dokumenterede specialpædagogiske behov, kan det være muligt at få en individuel eksamen i stedet for en gruppeeksamen. Se ovenfor under 'Ændring af evalueringsform'.
Der gælder særlige regler om afholdelse af mundtlig gruppeeksamen for de afsluttende projekter. Læs mere på student.dtu.dk under "Studieregler'/'Regler om Afsluttende projekter" eller i studieordningen for uddannelsen.
Skriftlige afleveringer
Aflevering af opgavebesvarelser, rapporter, posters mv. kan være
- et tilbud til de studerende (dvs. opgaverne indgår ikke i bedømmelsen)
- eksamensforudsætninger, dvs. opgaver mv. som en forudsætning for at kunne deltage i eksamen i kurset, og som ikke indgår i bedømmelsesgrundlaget. Læs mere på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om undervisning/Obligatorisk deltagelse og obligatoriske opgaver", eller
- et element, der indgår i bedømmelsesgrundlaget, f.eks. som en løbende prøve, der kan være en obligatorisk prøve for at kunne bestå kurset. Læs mere på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Beståkrav og delprøver").
Skriftlige afleveringer kan udarbejdes individuelt eller som gruppeopgaver/-projekter. Hvis det afleveres som gruppeopgave, skal den kursusansvarlige oplyse om, hvorvidt opgaven skal individualiseres eller ej. Skal gruppeopgaven ikke individualiseres, skal der holdes en efterfølgende mundtlig eksamen, enten som en gruppeeksamen eller som en individuel enkeltmandseksamen. Se mere ovenfor under ’Mundtlig gruppeeksamen’ og nedenfor under ’Gruppeprojekter’.
Du kan kun forvente at få rettet/bedømt hjemmeopgaver, rapporter mv., der er afleveret til tiden.
Opgaven skal foreligge på undervisningssproget. Din opgavebesvarelse skal være på undervisningssproget. Ved prøver på dansk kan studerende også svare på svensk og norsk. Bedømmerne kan tillade, at besvarelser afleveres på andre sprog end undervisningssproget. Der gælder særlige regler om sprog for afsluttende projekter. Se regler herfor på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om afsluttende projekter".
Gruppeprojekter
Antallet af studerende på gruppeprojekter bør ikke overstige seks personer. Den kursusansvarlige kan beslutte et lavere eller højere maksimumantal end seks, hvis kursets læringsmål taler for det.
Der gælder særlige regler om gruppestørrelse ved diplomingeniørprojekt, bachelorprojekt og kandidatspeciale (se student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om afsluttende projekter").
Ved en gruppeopgave/et gruppeprojekt kan der kun gives en selvstændig karakter, hvis den enkelte studerendes bidrag til projektet kan konstateres (individualisering). Det har derfor stor betydning for eksamensformen, om projektet er individualiseret eller ej, jf. nedenfor.
Ved gruppeprojekter skal hver enkelt studerende have sin egen karakter eller anden bedømmelse; der kan således ikke gives én karakter til gruppen samlet.
Inden påbegyndelse af et gruppeprojekt skal den kursusansvarlige oplyse de studerende om, hvorvidt de skal individualisere deres gruppeprojekt eller ej. Hvis et gruppeprojekt ikke opfylder krav om individualisering eller andre formkrav, kan opgavebesvarelsen afvises af den kursusansvarlige, og projektet vil ikke blive bedømt.
Hvis du har dokumenterede specialpædagogiske behov, kan det være muligt at få en individuel eksamen i stedet for en gruppeeksamen. Se ovenfor under 'Ændring af evalueringsform pga. særlige omstændigheder'.
Gruppeprojekter uden individualisering
Et gruppeprojekt, hvor de studerendes individuelle bidrag ikke fremgår, skal ifølge eksamensbekendtgørelsen altid efterfølges af en mundtlig eksamen, da det ikke er muligt at foretage en individuel bedømmelse på baggrund af gruppeprojektet alene. Der gives én samlet karakter eller anden bedømmelse baseret på projektet og den efterfølgende mundtlige eksamen til sammen. Den mundtlige eksamen kan enten være en individuel eksamen (dvs. én studerende ad gangen) eller en gruppeeksamen, jf. ovenfor.
Gruppeprojekter med individualisering
Ved gruppeopgaver/gruppeprojekter, hvor der er stillet krav om individualisering, skal det tydeligt fremgå, hvem der har ansvaret for de forskellige kapitler/afsnit i opgaven. Ved større gruppeprojekter kan generelle, beskrivende afsnit som indledning, problemformulering, afgrænsning, konklusion og lignende udarbejdes i fællesskab af gruppen og behøver ikke være individualiseret. Flere studerende kan godt være (hoved-)ansvarlige for det samme kapitel/afsnit.
En gruppeaflevering anses ikke for at være individualiseret, hvis det af afleveringen blot fremgår, at de studerende har deltaget ligeligt i arbejdet eller lignende.
Ved individualiserede gruppeopgaver/gruppeprojekter er der ikke krav om en efterfølgende mundtlig eksamen, og opgaven/projektet kan bedømmes selvstændigt.
Skriftlig eksamen (skriftlig stedprøve)
En skriftlig eksamen/stedprøve er altid individuel. Varigheden af eksamen angives i kursusbeskrivelsen.
Hvis der til en skriftlig eksamen tilmelder sig færre end 10 studerende, har underviseren ret til at ændre evalueringsformen til mundtlig eksamen frem til en uge efter eksamenstilmeldingsfristen. Eksamen tilrettelægges under passende hensyntagen til, at de studerende har forventet en skriftlig eksamen. Ved en eventuel ændring af evalueringsformen skal underviseren underrette de studerende. Hvis underviseren og alle de tilmeldte studerende er enige, kan der vælges en anden godkendt evalueringsform end mundtlig eksamen. Hvis den studerende på baggrund af ændring af evalueringsformen oplyst efter eksamensafmeldingsfristen ønsker at blive afmeldt eksamen, skal dette meddeles Studieadministrationen via studadm@adm.dtu.dk senest 14 dage efter orientering fra den kursusansvarlige og før eksamensdagen.
For så vidt angår, hvilket sprog eksamensopgaven skal foreligge på, henvises til afsnittet 'Skriftlige afleveringer' ovenfor.
Selve eksamensafholdelsen
Du bør møde til en skriftlig eksamen 15 minutter før eksamenen begynder, for at være klar til eksamensstart. Hvis du møder op, efter eksamen er startet, vil du ikke få adgang til at deltage i eksamen. Du vil få bedømmelsen ’Ej mødt’ (EM).
Musikafspillere, høreværn, herunder elektroniske ørepropper, eller lignende må ikke medbringes til eksamen. Brug af almindelige ørepropper er tilladt, men sker på eget ansvar for så vidt angår eventuelle fællesmeddelelser under eksamen.
Medbragte mobiltelefoner og smartwatches skal slukkes og lægges med forsiden opad på hjørnet af dit bord. Du skal være opmærksom på, at det kan føre til mistanke om eksamenssnyd, hvis din telefon/smartwatch ikke er slukket eller ikke ligger på hjørnet af bordet med forsiden opad.
Læs mere om tilladte hjælpemidler ved skriftlig eksamen på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Brug af hjælpemidler ved skriftlig eksamen".
Digital eksamen
Skriftlige eksamener, hvor alle hjælpemidler er tilladt (og derfor også computer tilladt), er principielt digitale, dvs. opgaven stilles og afleveres digitalt, og det er ikke muligt at aflevere på papir. Der er som udgangspunkt ikke adgang til internettet. Adgang til internettet er kun tilladt, hvis den kursusansvarlige har indberettet dette via eksamensindberetningen til eksamenskontoret og har oplyst de studerende om det skriftligt inden eksamen. Læs mere om tilladte hjælpemidler ved skriftlig eksamen på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Brug af hjælpemidler ved skriftlig eksamen".
Det er en grundlæggende betingelse for at kunne få bedømt en eksamensbesvarelse, at den er uploadet korrekt og i det korrekte format og er tilgængelig for underviser i den eksamensplatform (Digital Eksamen), der er valgt for den konkrete eksamen.
Find mere information om skriftlig eksamen på student.dtu.dk under "Eksamen/Vejledninger til eksamen".
Læs om særlige vilkår til skriftlig eksamen på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Særlige vilkår til eksamen"’.
Skriftlig online hjemmeeksamen
Det er ikke tilladt at afholde en skriftlig eksamen som en online hjemmeeksamen. Det var kun midlertidig tilladt under COVID-19-pandemien.
Eksamen uden for DTU's campusser
Der kan afholdes eksamener andre steder end på DTU, f.eks. i udlandet, hvis du er indskrevet på en af DTU's digitale uddannelser, eller hvis du pga. særlige omstændigheder (praktiske eller økonomiske grunde) ikke kan blive eksamineret på et af DTU's campusser. DTU godkender eksamenssted og personer, som skal forestå den praktiske afvikling af eksaminationen.
Du står selv for at afholde de udgifter, der er forbundet med eksaminationer i udlandet.
Eksamensdatoerne er tilgængelige i god tid på student.dtu.dk under Eksamensdatoer, og det forventes derfor, at du planlægger efter at kunne deltage i eksamen på campus.
Bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten finder anvendelse ved afholdelse af eksamener på danske repræsentationer i udlandet.
Henvendelse om eksamen uden for DTU’s campusser skal ske senest en måned inden eksamensdagen ved henvendelse fra studentermailen til eksamen@adm.dtu.dk.
Erstatningseksamen for en aflyst skriftlig eksamen
Der er i hver eksamensperiode indlagt særlige dage til afholdelse af eventuelle erstatningseksamener. Erstatningseksamen bliver kun anvendt som en absolut undtagelse, hvis en skriftlig eksamen (stedprøve) på et kursus helt undtagelsesvist ikke kan gennemføres som planlagt, efter at alle muligheder for at afholde eksamen som planlagt er udtømt.
Erstatningseksamen er et tilbud til de studerende, som de mister, hvis de ikke benytter sig af det. Hvis du ikke benytter dig af tilbuddet om erstatningseksamen, har du ikke brugt et eksamensforsøg. Du kan tidligst deltage i en ny eksamen, næste gang der udbydes en (re)eksamen i kurset.
På student.dtu.dk under "Eksamen/Eksamensdatoer" findes en oversigt over placering af erstatningseksamener.
Regler på min retning
I 'Min studieordning' kan du se, hvilke studieregler der gælder på din uddannnelsesretning.