;

Studiemeddelelser

Studiemeddelelse s1895: Væsentlige regelændringer for studieåret 2024/2025

Pr. 1. september 2024 kommer der reviderede studieregler på DTU. Nedenfor fremgår de væsentligste regelændringer. I hvert afsnit er der indsat link til DTU Inside, hvor du kan læse om de konkrete regler. 

Har du spørgsmål til hvad regelændringerne betyder for dig kan du kontakte Studievejledningen. Du finder DTU’s vejledningstilbud på DTU Inside her - https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/faglig/vejledningstilbud

Udvidelse af maksimal studietid for civilbachelor- og diplomingeniøruddannelsen  
Den nuværende tidsramme for gennemførsel af civilbachelor- og diplomingeniøruddannelsen udvides. Det betyder at reglerne for maksimal studietid ændres, så hele uddannelsen skal være afsluttet inden for normeret tid + 2 år.

Ændringen er gældende for alle indskrevne studerende på civilbachelor- og diplomingeniøruddannelsen fra studieåret 2024/2025. Studerende, der endnu ikke har afsluttet deres uddannelse, vil derfor få udvidet tidsrammen for gennemførelse af hele uddannelsen med yderligere to semestre.

Regelændringen findes på DTU Inside her - https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/krav-og-tidsfrister

Regelændringen fremgår ligeledes i studieordningerne for uddannelserne.

Bemærk, at der ikke er ændringer i reglerne for maksimal studietid for kandidatuddannelsen

Nyt matematiskkursus for diplomingeniørstuderende indgår i førsteårsprøven
For studerende der er optaget på diplomingeniøruddannelserne med start september 2024 vil det nye matematikkursus 01911 Matematisk Analyse og Modellering indgå som en del af førsteårsprøven for de retninger hvor kurset indgår i studieplanen.

Det betyder, at inden udgangen af det første studieår skal den studerende have bestået minimum 30 ECTS-point for at kunne fortsætte på uddannelsen (førsteårsprøven). Pointene skal være bestået blandt kurserne på første studieår (1. og 2. semester) angivet i den studerendes studieordning. Kursus 01911 Matematisk Analyse og Modellering skal indgå i de beståede 30 ECTS-point.

01911 Matematisk Analyse og Modellering udbydes for første gang i januar 2025.

Regelændringen findes på DTU Inside her - https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/krav-og-tidsfrister/diplomingenioer

Regelændringen fremgår ligeledes i studieordningerne for uddannelsen.

Nye orlovsregler

  • Ny mulighed for orlov

Fra studieåret 2024/2025 er det muligt at tage orlov uddannelsen én gang i op til ét semesters varighed uden at angive en begrundelse. Dette er en lempelse af tidligere regler, hvor orlov kun kunne tildeles, hvis der var særlige omstændigheder som begrundelse.

Der er dog følgende betingelser for at denne type orlov kan bevilges:

  • Civilbachelor- og diplomingeniørstuderende skal have bestået 60 ECTS-point af uddannelsen
  • Kandidatstuderende skal have bestået 30 ECTS-point af uddannelsen

Herudover skal det bemærkes at tidsfristerne for maksimal studietid og førsteårsprøven ikke udsættes ved bevilling af orlov uden særlig begrundelse.

  • Deltagelse i eksamen ikke tilladt under orlov

Det er samtidig besluttet, at det ikke længere er tilladt at deltage i eksamen i en orlovsperiode. Dette gælder ved alle typer af registreret orlov. Studerende kan godt tilmelde sig eksamen under registreret orlov, men eksamensdatoen skal finde sted, når orlovsperioden er afsluttet.

Regelændringerne findes på DTU Inside her - https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/regler-for-orlov

Bevilling af særlige vilkår til mundtlig eksamen overgår til AUS
Fra 1. september gælder det, at såfremt SPS-enheden i AUS har bevilget særlige vilkår til skriftlig eksamen, så er den studerende også bevilget særlige vilkår til mundtlig eksamen. Dog vil vurderingen af de særlige vilkår, der er nødvendige for at kunne ligestille den studerende med andre studerende til den mundtlige eksamen, fortsat skulle aftales mellem den studerende og den kursusansvarlige.

Regelændringen findes på DTU Inside her: https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/regler-for-eksamen/saerlige-vilkaar-til-eksamen

Registreringen ’Syg’ til eksamen anses ikke som et benyttet eksamensforsøg
Det er i reglerne om bindende kurser blevet præciseret, at registreringen ’syg’ ved det første eksamensforsøg ikke binder studerende til kurset, da sygdom til eksamen ikke tæller som et brugt prøveforsøg. Studerende skal dog fortsat være opmærksomme på at overholde den studieplan, som fremgår af studieordning.

Regelændringen findes på følgende to sider på DTU Inside:

https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/regler-for-eksamen/sygdom-ved-eksamen

https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/regler-for-undervisning/bindende-kurser

Opstartsdato for kandidatspeciale
Det fremgår ikke længere af reglerne om opstart af kandidatspecialet, at opstartsdagen specifikt skal være den første arbejdsdag efter den studerendes seneste studieaktivitet. Det er dog fortsat beskrevet i reglerne, at kandidatspecialet skal opstartes umiddelbart efter den seneste studieaktivitet. 

Regelændringen findes på DTU Inside her:

https://www.inside.dtu.dk/en/undervisning/regler/afsluttende-projekter/kandidatspeciale

Regelændringen fremgår ligeledes i studieordningerne for uddannelsen.

Orientering om ændring i kursusbeskrivelsen: ‘Faglige forudsætninger’
Der er for studieåret 2024/2025 foretaget en ændring i feltet om ’faglige forudsætninger’ i DTU Kursusbase.

Feltet, der tidligere hed ’Anbefalede faglige forudsætninger’ er ændret til ’Faglige forudsætninger’ og det er præciseret i reglerne, at selvom studerende kan tilmelde sig kurser med faglige forudsætninger, som ikke er bestået, er de faglige forudsætningskurser udgangspunkt for undervisningen, og de studerende forventes at besidde denne baggrundsviden.

Beskrivelsen findes på DTU Inside her:

https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/regler-for-undervisning/faglige-forudsaetninger-for-deltagelse-i-kurser

Varsling: nye regler for hvornår studerende kan være på en overgangsordning til kandidatuddannelsen – træder i kraft i studieåret 2025/2026
DTU er blevet opmærksomme på, at de gældende regler om overgangsordningen er for lempelige og derfor skal ændres i næstkommende studieår. I de gældende regler kan studerende, der mangler op til 55 ECTS-point på deres diplomingeniør- eller bacheloruddannelse på DTU, søge om at tage kandidatkurser, forudsat at den studerende opfylder adgangskrav og faglige forudsætninger for optagelse på den pågældende kandidatuddannelse. 

I 2025/2026 bliver ECTS-kravet justeret således, at kun studerende, der mangler op til 25 ECTS-point på deres diplomingeniør- eller bacheloruddannelse på DTU, kan søge om at tage kandidatkurser. DTU varsler om ændringen nu, så studerende har mulighed for at planlægge studieforløbet inden ændringerne træder i kraft.  

Bemærk, at ændringer endnu ikke er trådt i kraft. Men de gældende regler til og med indeværende studieår 2024/2025 findes på DTU Inside her:

https://www.inside.dtu.dk/da/undervisning/regler/overgang-til-kandidatuddannelsen