Eksamensbevis
Eksamensbevis
Når du har gennemført en uddannelse på DTU, udsteder DTU et eksamensbevis. På eksamensbeviset fremgår alle beståede eksamener inden for din studieordning.
Eksamensbeviset dateres med datoen for uddannelsens afslutning.
Hvis det afsluttende element er et diplomingeniørprojekt, bachelorprojekt eller kandidatspeciale, vil eksamensbeviset blive dateret med datoen for karakterindberetningen.
Hvis det afsluttende element er et kursus, vil eksamensbeviset blive dateret med bedømmelsesdatoen for det sidste kursus.
Hvis du er dimitteret fra DTU efter den 15. juni 2023, får du et digitalt eksamensbevis. Eksamensbeviset kan tilgås via https://app.diplomasafe.com/ inden for seks uger efter datoen for uddannelsens afslutning. Juli måned indgår ikke i beregningen. Du vil modtage en besked på din studentermail, hvor du vejledes skridt for skridt i Diplomasafe systemet, når eksamensbeviset kan tilgås. Eksamensbeviset vil forblive tilgængeligt via https://app.diplomasafe.com/.
Som udgangspunkt vil der i introduktionsmailen fremgå et link, hvor du videresendes til diplomasafe.com-login. Her bliver du bedt om at registrere dig som bruger, med beskeden om ikke at anvende din studentermail, da denne mail deaktiveres tre måneder efter endt studie. Hvis du alligevel har brugt din studentermail, og mailen er blevet deaktiveret, skal du kontakte Studieadministrationen ved at skrive til studadm@adm.dtu.dk for at få adgang til Diplomasafe.
Efter at have registreret dig som bruger, vil du kunne tilgå sit eksamensbevis. Når du er inde på dit eksamensbevis, vil der på siden fremgå en købsknap, som kan anvendes i forbindelse med køb af diplom, hvis det ønskes. Et fysisk eksamensbevis med DTU-emblem kan tilkøbes for et gebyr på 500 kr.
Hvis du er blevet udskrevet af uddannelsen på DTU uden at have gennemført den, får du udstedt dokumentation for beståede dele af uddannelsen angivet i ECTS-point.
Særligt for studerende dimitteret før den 15. juni 2023
Hvis du er dimitteret fra DTU før den 15. juni 2023, har du fået tilsendt et fysisk diplom med posten. Har du mistet dit diplom, er det muligt at bestille en kopi af diplomet ved at skrive til Studieadministrationen på adressen verification@adm.dtu.dk. Det koster ikke noget at få en kopi af det oprindelige diplom.
Regler på min retning
I 'Min studieordning' kan du se, hvilke studieregler der gælder på din uddannnelsesretning.