;

DTU Meddelelser

DTU Inside ’Undervisning’ bliver til student.dtu.dk

Den 25. februar går student.dtu.dk i luften – et nyt site til de studerende, som præsenterer indhold fra DTU Inside ’Undervisning’ og Studieinformation.dtu.dk i en ny og mere brugervenlig indpakning.

De studerende på DTU får nu en ny indgang til generel studierelateret information. Det nye site, student.dtu.dk, der går i luften 25. februar, samler studieinformation.dtu.dk og dele af DTU Inside ’Undervisning’ i én fælles indgang. 

Student.dtu.dk bliver frem over stedet, hvor studerende kan finde studieordninger og studieregler, information om eksamensdatoer og tilmeldingsfrister, få overblik over vejledningstilbud og finde links til værktøjer som DTU Learn og Studieplanlæggeren – og anden nyttig info om uddannelser og studieliv på DTU. 

Når det nye site går i luften, lukker DTU Inside ’Undervisning’ i den form, det har i dag. Den del af Inside ’Undervisning’, der præsenterer generel, studierelateret information, bliver flyttet til det nye student.dtu.dk. 

Den del af Inside ’Undervisning’, der rummer personaliserede informationer relateret til den enkeltes grupper og kurser og andre personlige tjenester, er ikke omfattet af omlægningen. Dette indhold kommer allerede i dag fra CN Inside (som findes på adressen campusnet.dtu.dk) og vil fortsat kunne findes der. 

Et enkelt medarbejderrettet menupunkt om ”Undervisningsadministration”, som i dag ligger på Inside ’Undervisning’, bliver flyttet til medarbejderdelen af DTU Inside i forbindelse med omlægningen. 

Når omlægningen sættes i luften den 25. februar, vil forsiden af DTU Inside ’Undervisning’ blive overtaget af en omfattende linksamling, der henviser til indholdets nye placering på student.dtu.dk 

Student.dtu.dk bliver offentligt tilgængeligt, så også interesserede gæster uden DTU-login samt eksterne søgeværktøjer og lignende kan kigge med. 

Under opbygningen af det nye website er struktur og indhold blevet præsenteret for udvalgte undervisere, studerende og studievejledere, som har givet feedback igennem forløbet.

Omlægningen gennemføres for at give de studerende nemmere adgang til generelle studierelaterede informationer og er første led i en større omlægning af DTU Inside. 

DTU Learn berøres ikke af omlægningen. 

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du kontakte webredaktør Rikke Just, rjust@dtu.dk