;

Studiemeddelelser

Studiemeddelelse s1885: Brug af kunstig intelligens (generativ AI) i undervisning og eksamen på DTU

DTU omfavner brugen af kunstig intelligens (generativ AI, fx ChatGPT), og tillader derfor brugen af generativ AI i undervisning og til eksamen med åbent internet. Det betyder, at underviserne fremover har mulighed for at inddrage generativ AI i undervisningen, ligesom du i nogle kurser vil blive opfordret til at benytte generativ AI til at løse opgaver – alt sammen for at øge læringen og uddanne dig til at blive en bedre ingeniør.

Særligt ifm. eksamen er der dog en række forhold, du skal være opmærksom på, hvis du bruger generativ AI. Det kan du læse mere om nedenunder. 

Brugen af generativ AI til eksamen E2023
For eksamenerne E2023 gælder de regler for brug af hjælpemidler, som er anført i kursusbeskrivelsen (kursusbasen).

Hvor det er tilladt at bruge generativ AI som fx ChatGPT til eksamen, er det vigtigt at huske på DTU’s æreskodeks og at følge reglerne for god akademisk praksis, som altid er gældende.

Du skal huske, at:

  • du altid tydeligt skal anføre, hvis noget i din aflevering ikke er dit eget produkt. Gør du ikke det, betragtes det som eksamensnyd, jf. DTU’s æreskodeks og reglerne for kildeangivelser ved brug af generativ AI
  • generativ AI kan generere output, som er unøjagtigt eller forkert. Generativ AI er kun et hjælpemiddel. Du er selv garant for kvaliteten i dit arbejde og for, at det, du afleverer, er korrekt
  • AI-generet output kan indeholde materiale med copyright, uden at det fremgår. Det er dit ansvar at sikre, at du ikke overtræder ophavsrettigheder
  • generativ AI kan være biased og trænet ud fra særlige holdninger. Du skal derfor altid forholde dig kritisk til dens output
  • generativ AI genbruger den information, som du føder ind. Derfor skal du undgå at afgive følsomme oplysninger
  • ’alle hjælpemidler, dog ikke internetadgang’ til eksamen betyder, at du ikke må anvende generativ AI.

Spørgsmål?
Har du generelle spørgsmål til reglerne for eksamen, eksamenssnyd og plagiering, kan du kontakte Studievejledningen. Har du spørgsmål til eksamensreglerne for et konkret kursus, skal du kontakte din underviser.