Specialiseringer på Bygningsdesign
Som bygningsdesigner kan man specialisere sig inden for mange forskellige områder. Vi anbefaler, at du specialiserer dig i enten konstruktionsdesign eller energi- og indeklimadesign, fordi DTU tilbyder mange tilvalgskurser inden for disse fagområder, der også er efterspurgte i jobsammenhæng.
På diplomingeniøruddannelsen i Bygningsdesign kan du begynde din specialisering på 3. og 4. semester ved at vælge en række tilvalgskurser i din studieplan. Kurserne kan du vælge fra den liste af tilvalgskurser du kan finde i studieplanen.
På 5. semetser skal du i ingeniørpraktik.
På 6. og 7. semester har du næsten kun tilvalgskurser, så her specialiserer du dig i den retning, du finder spændende og passende til din personlighed og karriereønsker. Det kan være via kurser på DTU, men det kan også være her at du vælger at tage på udlandsophold og følge kurser på et andet universitet.
Du kan lade sig inspirere af de to fokusområder og vælge tilvalgskurser inden for et af disse områder - hvad enten det er på DTU eller på et andet universitet:
- Konstruktionsdesign
Her bliver du i stand til at foreslå avancerede og bæredygtige konstruktioner. I de tidlige designfaser skal du være hurtig til at arbejde med mange forskellige koncepter for det statiske system. Vores digitale værktøjer er Finit Element-baserede og du kommer også til at bruge nye værktøjer baseret på visuel programmering. Du kan med denne specialisering komme til at arbejde som konstruktionsdesigner hos f.eks. arkitekter eller ingeniørfirmaer.
- Energi- og Indeklimadesign
Her bliver du i stand til at simulere bygningers indeklima og energiforbrug i digitale modeller for at sikre sundhed og bæredygtighed i fremtidens bygninger. Det meste af en bygnings energiforbrug og de fleste indeklima-problemer kan forebygges ved at træffe de rigtige beslutninger i den tidlige design fase. Det betyder at designbeslutninger om bygningers geometri, orientering og vindues/facade ratio skal være baseret på teknisk, videnskabeligt baseret viden. Du kan med denne specialisering komme til at arbejde som indeklima- eller energidesigner hos f.eks. arkitekter eller ingeniørfirmaer.