Krav til dokumentationen
Ansøgningen skal vedlægges dokumentation i form af f.eks. en lægeerklæring, en psykologudtalelse eller en test for dysleksi. Det er dit ansvar at fremskaffe den lægelige dokumentation, og DTU betaler ikke evt. omkostninger. Hvis du har mistanke om dysleksi kan SPS-enheden dog ansøge om en gratis test til dig.
I hvilke tilfælde kan du få særlige vilkår til eksamen?
Du kan få bevilget særlige eksamensvilkår, hvis DTU (AUS) vurderer, at det er nødvendigt for at give dig samme muligheder som andre studerende til eksamen. Det er også en forudsætning, at de særlige vilkår ikke sænker prøvens faglige niveau.
Du bevilges særlige eksamensvilkår, hvis følgende forhold kan dokumenteres:
- Fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Midlertidige eller akut opståede vanskeligheder.
- Du har et andet modersmål og anden adgangsgivende eksamen end dansk
Det gælder også, hvis du har en grønlandsk eller færøsk adgangsgivende eksamen. (Du kan få ekstra tid de første to semestre i Danmark.)
Bevillingen af særlige eksamensvilkår kan gives for ét semester, flere semestre eller for resten af studietiden på DTU - dette kommer an på din situation og dokumentation. Tidsperioden fremgår i afgørelsesbrevet.
Læs mere i studiereglerne om særlige vilkår til eksamen.