Hvornår er jeg bundet til et kursus?

Bindende kurser

 Hvis du ikke afmelder dig dit første eksamensforsøg i et kursus inden for eksamensafmeldingsfristen, vil det tælle som et brugt eksamensforsøg. Det betyder, at kurset er bindende, og kurset er blevet en del af din studieordning, jf. reglerne for til- og afmelding til eksamen på student.dtu.dk under "Studieregler'/'Regler om Eksamen'/'Tilmelding og afmelding". Du skal derfor bestå kurset for at gennemføre din uddannelse.

Ved dokumenteret sygdom ved første eksamensforsøg i kurset og den efterfølgende registrering ’syg’ er du ikke bundet af kurset. Du skal dog fortsat være opmærksom på at overholde den studieplan, som fremgår af din studieordning.

På student.dtu.dk under "Studieregler'/'Dispensation" kan der læses om muligheden for at søge om annullering af en eksamenstilmelding, hvis du ikke har deltaget i eksamen, samt om reglerne for at søge om at blive løst fra et bindende kursus.

Se frister for eksamenstilmelding og -afmelding på student.dtu.dk under "Eksamen/Eksamenstilmelding og -afmelding/Til- og afmeldingsfrister".

Se reglerne for, hvornår der er brugt et eksamensforsøg, på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Bedømmelsesformer og karaktergivning". 

Der gælder særlige regler for specialkurser. Læs mere på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om undervisning/Specialkurser".

Du kan ikke få forhåndsgodkendt eller meritoverført kurser, som skal erstatte et eller flere kurser, du er bundet af. Denne regel kan studieleder ikke dispensere fra.

Hvis du er diplomingeniør- eller bachelorstuderende, du er bundet af et ikke-bestået kandidatkursus, kan du anmode om at blive løst fra kurset ved at skrive til studiedispensation@adm.dtu.dk via din studentermail med en begrundelse samt angivelse af, hvilket andet kursus du ønsker at tage i stedet for. Du skal selv tilmelde dig det nye kursus. 

Kurser der ikke udbydes længere
Udbydes et kursus ikke længere, kan du, hvis du allerede har brugt eksamensforsøg i kurset, men ikke bestået det, blive løst fra kurset ved at kontakte Studieadministrationen på studadm@adm.dtu.dk via din studentermail. Det gælder, uanset hvor mange eksamensforsøg du har brugt i kurset, og om der fortsat udbydes reeksamen i kurset. Brugte eksamensforsøg overføres ikke til et nyt kursus, medmindre det ophørte kursus er identisk med det nye kursus, du dig. Læs om pointspærring på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om undervisning/Om kursusbeskrivelser".

Du skal fortsat være opmærksom på at overholde den studieplan, som fremgår af din studieordning. Hvis det udgående kursus er obligatorisk i studieplanen, vil du være bundet af det kursus, som erstatter det udgående kursus, og eksamensforsøg følger med, hvis kurserne er identiske, jf. ovenfor. Hvis det ikke fremgår af studieordningen, hvilket kursus du skal tage som erstatning for et udgået obligatorisk kursus, skal du rette henvendelse til din studieleder.

Ovenstående omfatter også kurser, som får nyt kursusnummer, men som reelt udbydes igen blot med et nyt kursusnummer. 

Læs om muligheden for at blive løst fra et bindende kursus, hvis kurset aflyses, på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om undervisning/Tilmelding til kurser".