Elektroniske og elektromagnetiske systemer - anbefalet studieforløb
Dette studieforløb er for dig, der vil designe og udvikle analog elektronik, effektelektronik og avancerede elektroniske systemer, samt forstå hvordan elektroniske komponenter og elektromagnetiske felter påvirker moderne teknologi. Eksempler på sådanne systemer er digitale audioforstærkere, systemer til energikonvertering med switch mode teknik, integrerede analoge kredsløb, sensorer og elektromagnetiske målesystemer til industrielle og medicinske anvendelser. Dette er meget efterspurgte kompetencer både i dansk industri og forskning.
I bachelorforløbet lægges vægt på at give et bredt fundament inden for effektelektronik, analog elektronik, højfrekvens elektronik, integreret elektronik og elektromagnetisme. Kurserne tilstræber at give en fysisk forståelse for komponenternes og systemernes virkemåde, samtidig med at kurserne indeholder praktiske projekter. Dette giver en introduktion både til designværktøjer og til avancerede måleinstrumenter og metoder, som er vigtige i enhver udviklingscyklus. Der benyttes både en kredsløbsmæssig og en elektromagnetisk tilgang, som ofte skal kombineres i moderne elektronik, fx på grund af elektromagnetisk kompatibilitet (EMC), støjproblematikker og kobling mellem elektriske og elektromagnetiske effekter i avancerede elektroniske systemer.