Deltagelse i kurser med deltagerbegrænsning
Deltagelse i kurser med deltagerbegrænsning
- Lodtrækning hvis et kursus er overtegnet
- Kan du miste din plads på et kursus med lodtrækning?
- Hvem har fortrinsret ved lodtrækning?
- Ikke fortrinsret ved lodtrækning
Enkelte kurser på DTU har deltagerbegrænsning på grund af laboratorie- eller værkstedsøvelser eller lign. Hvis der er deltagerbegrænsning i et kursus, fremgår det af kursusbeskrivelsen. Der kan i eftertilmeldingsperioden sættes deltagerbegrænsning på et kursus på baggrund af lokalekapacitet eller faglige forhold. Det vil i så fald ikke fremgå af kursusbeskrivelsen.
Lodtrækning gvis et kursus er overtegne
Hvis et kursus er overtegnet, vil Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS) trække lod blandt de rettidigt tilmeldte studerende for at afgøre, hvem der kan få plads på kurset. Senest en måned før undervisningsperioden begynder, udsender AUS en studiemeddelelse med oplysninger om proceduren for lodtrækning.
Alle studerende, der rettidigt har tilmeldt sig et kursus, hvor der foretages lodtrækning, vil efter lodtrækningen modtage en meddelelse på student.dtu.dk under ’Kurser og undervisning’ om status for lodtrækningen. Der er tre statustyper:
- Tildelt plads
- På venteliste
- Tabt lodtrækning
Kan du miste din plads på et kursus med lodtrækning?
Hvis du har fået tildelt en plads på et overtegnet kursus, men ikke møder op til første undervisningsgang og ikke forinden har kontaktet underviser og fået lov til at møde senere, kan du ikke beholde sin plads på kurset efter nedenstående tidspunkter:
13-ugers perioden: Efter undervisningens afslutning på kursets første undervisningsdag.
3-ugers perioden: Fire timer efter kursets start.
Din plads vil overgå til den af de tilstedeværende studerende, som står øverst på ventelisten.
Hvem har fortrinsret ved lodtrækning?
Hvis studerende fra bestemte retninger har fortrinsret ved en lodtrækning om plads på kurset, skal det stå i kursusbeskrivelsen for det specifikke kursus. De studerende, som har tilmeldt sig kurset rettidigt, vil derfor blive tildelt pladser eller deltage i lodtrækning i overensstemmelse med dette. Står der ikke noget i kursusbeskrivelsen, deltager alle rettidigt tilmeldte fuldtidsstuderende på lige fod i lodtrækningen.
Herunder kan du læse, hvem der tildeles pladser først på kurser med lodtrækning:
- Rettidigt tilmeldte fuldtidsstuderende og studerende på den fleksible masteruddannelse (deltidsuddannelse) har fortrinsret frem for gæstestuderende og studerende på efteruddannelser.
- Studerende, for hvem kurset er obligatorisk i studieordningen, eller for hvem kurset er et blandt flere i de obligatoriske grupper, har fortrinsret frem for studerende, der ikke har det. Hvis en studerende, der har kurset som en obligatorisk del af uddannelsen eller som en del af de obligatoriske grupper, taber en lodtrækning eller får plads på ventelisten, vil den studerende være garanteret en plads på kurset, hvis vedkommende tilmelder sig kurset igen ved næste kursusudbud.
- Gæstestuderende, der studerer på DTU via en af DTU's internationale fællesuddannelser, og som har kurset som et obligatorisk uddannelseselement, har fortrinsret frem for fuldtidsstuderende, for hvem kurset ikke er obligatorisk og frem for øvrige gæste- eller deltidsstuderende.
- Studerende på deltidsuddannelse, der har kurset som en obligatorisk del af deres uddannelse, har fortrinsret frem for studerende på deltidsuddannelse, der ikke har kurset som en obligatorisk del.
- Rettidigt tilmeldte gæstestuderende og studerende på deltidsuddannelse har fortrinsret frem for fuldtidsstuderende, der tilmelder sig efter tilmeldingsfristen.
Ikke fortrinsret ved lodtrækning
Følgende situation giver ikke fortrinsret i forbindelse med lodtrækning:
- Hvis du er bundet af et valgfrit kursus, jf. reglerne om bindende kurser, har du ikke fortrinsret i forbindelse med lodtrækning. Det gælder også, selvom du er ved at overskride sin maksimale studietid.
Regler på min retning
I 'Min studieordning' kan du se, hvilke studieregler der gælder på din uddannnelsesretning.