Studiemeddelelser
Studiemeddelelse s1905: Væsentlige regelændringer for studieåret 2025/2026
Pr. 1. september 2025 kommer der reviderede studieregler på DTU. Nedenfor fremgår de væsentligste regelændringer. I hvert afsnit er der indsat link til student.dtu.dk, hvor du kan læse om de konkrete regler.
Har du spørgsmål til hvad regelændringerne betyder for dig kan du kontakte Studievejledningen. Du finder DTU’s vejledningstilbud på student.dtu.dk under ’Hjælp og vejledning’ her -https://student.dtu.dk/vejledning/studievejledningen
Nye regler for overgangsordning til kandidatuddannelsen
I studieåret 2024/2025 varslede DTU om en ændring i reglerne om overgangsordning med virkning i studieåret 2025/2026. Kravet nedjusteres således at det fremadrettet er muligt for studerende, der manglede op til 25 ECTS-point på deres diplomingeniør- eller bacheloruddannelse på DTU, at søge om at tage op til 30 ECTS-point kandidatkurser. Yderligere baggrund for beslutningen er beskrevet i studiemeddelelse s1895 om DTU’s væsentlige ændringer i studiereglerne for studieåret 2024/2025.
Reglen fremgår i DTU’s studieregler om Overgang til kandidatuddannelsen (overgangsordning) - https://student.dtu.dk/studieregler/overgang-til-kandidatuddannelsen
Brug af lommeregner til skriftlige prøver uden tilladte hjælpemidler
Formuleringen i DTU’s eksamensregler om tilladt brug af en ”ikke-programmerbar lommeregner” i skriftlige prøver hvor ingen hjælpemidler er tilladt, er forældet. Fra studieåret 2025/2026 vil brug af lommeregner til disse typer prøver alene være tilladt, hvis det er beskrevet i kursusbeskrivelsen. Såfremt lommeregner er tilladt vil det være op til kursusansvarlige at definere hvilke modeller der kan benyttes til den pågældende prøve.
Reglen fremgår i DTU’s eksamensregler om Brug af hjælpemidler ved skriftlig eksamen - https://student.dtu.dk/studieregler/eksamen/brug-af-hjaelpemidler-ved-skriftlig-eksamen
Ny tilladelse til skriftlig online prøver uden for DTU’s campusser for studerende indskrevet på en digital uddannelse??
Det tilføjes i studiereglerne, at studerende indskrevet på en af DTU’s digitale uddannelser kan søge om at gennemføre online skriftlige prøver andre steder end på DTU – i Danmark såvel som udlandet. Allerede indskrevne studerende på DTU’s digitale uddannelser vil modtage separat information og vejledning om det nye tiltag.
Reglen fremgår i DTU’s eksamensregler om Evalueringsformer - https://student.dtu.dk/studieregler/eksamen/evalueringsformer#Eksamen
Meritregler for studerende på diplomingeniøruddannelsen
I DTU’s meritregler mangler en beskrivelse af regler og fremgangsmåde for kurser, der overføres til valgfrigruppen på diplomingeniøruddannelsen. Det tilføjes dermed i meritreglerne, at disse kurser alle skal forhåndsgodkendes af studielederen af hensyn til relevans for uddannelsesretningen, den valgte specialisering samt eventuelt overlap med obligatoriske kurser.
Reglen fremgår i DTU’s meritregler under Merit og studieophold i udlandet – Merit under uddannelsen (fra ind- og udland) - https://student.dtu.dk/studieregler/merit-og-studieophold-i-udlandet/merit-under-uddannelsen
Dispensation for påbegyndelse diplomingeniørprojekt
Studieledere på diplomingeniøruddannelsen får nu kompetence til at træffe beslutning om studerende kan påbegynde diplomingeniørprojekt før kravene er opfyldte. Før lå kompetencen til at give denne dispensation hos Diplomingeniøruddannelsens Dispensationsudvalg – DMDU. Reglen er tilpasset i de enkelte studieordninger for alle retningerne på diplomingeniøruddannelsen samt i DTU’s dispensationsregler.
Reglen fremgår i DTU’s dispensationsregler under Påbegyndelse af afsluttende projekter før forudsætninger er opfyldt -https://student.dtu.dk/studieregler/dispensation/dispensation-afsluttende-projekter-paabegyndelse samt i studieordningerne for diplomingeniøruddannelsen - https://student.dtu.dk/studieordninger#diplomingenioer
Varsling – nye eksamensregler i studieåret 2026/2027
Der vil komme ændringer til DTU’s eksamensregler gældende i næste studieår 2026/2027. Reglerne vil bl.a. omfatte ændringer i tilladte Evalueringformer og brug af hjælpemidler til eksamen, regler om delprøver samt regler for reeksamen.
DTU ønsker at meddele denne varsling nu og samtidig orientere studerende, at der kommer yderligere orientering om de konkrete regelændringer i foråret 2026.
Ændringerne i reglerne vil herudover fremgå i kursusbeskrivelserne for 2026/2027 fra primo juni 2026.