Regler om barsel under uddannelsen

Barsel under studiet

Studerende er ikke forpligtet til at give DTU besked, når de bliver forældre i løbet af deres studie. Man skal dog være opmærksom på, at regler, tidsfrister og studieaktivitetskrav for studiet i så fald fortsat skal overholdes.

Som udgangspunkt kan man som studerende på en videregående uddannelse ikke få barselsorlov, som man kender det fra arbejdsmarkedet. I stedet har man følgende muligheder:

  1. Udsættelse af tidsfrister (barsel med SU) 

  2. Orlov fra studiet (barsel uden SU) 

Læs mere om de to muligheder herunder.  

Udsættelse af tidsfrister (barsel med SU)
Studerende der bliver forælder eller adopterer, mens vedkommende er indskrevet på en videregående uddannelse på DTU, kan få udsat følgende tidsfrister:

  • maksimal studietid 
  • studieaktivitetskravet på 5 ECTS-point pr. år 
  • en eventuel førsteårsprøve.

For at få udsat tidsfrister skal den studerende udfylde og indsende en blanket samt indsende dokumentation for barnets fødsel (fødselsattest) til Studieadministrationen via studadm@adm.dtu.dk, inden barnet er fyldt et år. Udsættelsen af tidsfrister gælder fra barnets fødselsdato. 

Der gælder samme regler for fødende forælder og medforælder. Begge kan få udsat ovenstående frister med et år. 

Når man får udsat sine tidsfrister, kan man enten være studieinaktiv i et år eller vælge at tage enkelte eller flere kurser og/eller eksamener under barslen.  

Når den studerende får tildelt udsættelse af tidsfrister, oplyses det i en mail via den studerendes studentermail, hvad de nye tidsfrister er. 

Ovenstående regler gælder også for erhvervskandidatuddannelsen. 

DTU’s udsættelse af den studerendes tidsfrister har ingen indflydelse på SU-styrelsens afgørelse om tildeling af fødsels-støtte i forbindelse med barsel.  Den studerende skal derfor selv undersøge betingelserne herunder hvor mange SU-klip/fødsels-støtte vedkommende kan få. Oplysninger om fødsels-støtte findes på www.su.dk. 

Orlov fra studiet (barsel uden SU) 

Studerende der bliver forælder eller adopterer mens vedkommende er indskrevet på en videregående uddannelse på DTU, kan søge om orlov i op til et år med denne begrundelse.  

Hvis du som studerende søger om orlov kan du ikke deltage i undervisning og/eller eksamener samt aktiviteter/vejledning i forbindelse med afsluttende projekter.  

Studerende der er på orlov, kan ikke modtage SU eller fødsels-støtte. 

Hvis du ønsker at søge orlov, kan du på DTU Inside under Studieregler /Orlov læse mere om hvordan man søger, hvad konsekvenserne er samt hente orlovsansøgningen.