Genoptagelse på kandidatuddannelsen
- Ansøgere der er i konflikt med DTU’s studieregler
- Forældelsesfrist for tidligere beståede kurser
- Ansøgning og ansøgningsfrister
- Behandling af ansøgningen
- Tidsfrister, kurser og eksamensforsøg
Hvis en tidligere indskrevet studerende ønsker at studere på DTU igen, kan vedkommende søge om genoptagelse.
Hvis ansøger selv har udmeldt sig af uddannelsen, eller DTU har udmeldt ansøger, kan ansøger tidligst blive genoptaget på samme uddannelsesretning 5 måneder efter, at indskrivningen på DTU er blevet lukket. For sommeroptaget betyder det, at en ansøger skal være udmeldt pr. 1. april, for at kunne genoptages til semesterstart 1. september.
Hvis ansøger søger om genoptagelse og allerede har en afsluttet kandidatuddannelse, vil ansøger være omfattet af kandidatreglen, der betyder at du kun kan blive optaget hvis der er ledige pladser på uddannelsen. Du kan læse mere om dispensation for kandidatreglen på www.dtu.dk under ‘Dispensation for kandidatreglen’.
Ansøgere der er i konflikt med DTU’s studieregler
Hvis ansøger er blevet udmeldt fra sin uddannelse af DTU pga. konflikt med DTU's studieregler (førsteårsprøven, opbrugte eksamensforsøg, maksimal studietid mv.) eller på tidspunktet for ansøgning om genoptagelse er i konflikt med sådanne regler, skal ansøger søge om dispensation. Dispensationen skal først søges, når DTU giver besked om det. Bemærk, at der skal søges om dispensation, uanset om ansøger søger ind på en anden uddannelsesretning end den, vedkommende tidligere var indskrevet på.
I forbindelse med dispensationsansøgningen vurderer DTU, om ansøgers muligheder for at gennemføre uddannelsen er væsentligt forbedrede, siden pågældende sidst var indskrevet på DTU. Denne vurdering kan bl.a. omfatte faglige og helbredsmæssige forhold. Ansøger skal således ikke søge om dispensation for den regel, vedkommende var/er i konflikt med, men i stedet fokusere på, hvordan mulighederne for at gennemføre uddannelsen er blevet forbedrede.
Hvis DTU imødekommer dispensationsansøgningen, vil det blive vurderet, om ansøger kan genoptages. Hvis DTU ikke imødekommer dispensationsansøgningen, vil ansøger få afslag på sin ansøgning om genoptagelse.
Læs mere om dispensation fra DTU’s regler på DTU Inside under ’Studieregler’/'Dispensation'.
Forældelsesfrist for tidligere beståede kurser
Kurser/uddannelseselementer, der er bestået mere end fem år før optagelsen på DTU, kan i udgangspunktet ikke overføres til den studerendes nye indskrivning. Den relevante studieleder kan dog i særlige tilfælde dispensere fra denne regel på baggrund af en konkret faglig vurdering. Hvorvidt der kan gives dispensation, vurderes af studieleder i forbindelse med den øvrige sagsbehandling af ansøgningen om genoptagelse. Kurser, der er faldet for forældelsesfristen på fem år, vil kun blive overført til den studerendes nye indskrivning, hvis den studerende ønsker dette.
Ansøgning og ansøgningsfrister
Ansøgning om genoptagelse på kandidatuddannelsen sker gennem DTU’s ordinære optagelse til kandidatuddannelsen efter de gældende frister og adgangskrav.
Se mere på DTU’s hjemmeside under ’Kandidat'/'Ansøgning og optagelse’.
Behandling af ansøgningen
En ansøger vil blive genoptaget, hvis alle nedenstående betingelser er opfyldt:
- Ansøger har søgt inden for tidsfristen for genoptagelse
- Ansøger opfylder adgangskravene til uddannelsesretningen på optagelsestidspunktet.
- Ansøger får imødekommet en eventuel ansøgning om dispensation, jf. ovenfor under 'Ansøgere der er i konflikt med DTU's studieregler'.
Tidsfrister, kurser og eksamensforsøg
Maksimal studietid for studerende, der bliver genoptaget, er normeret studietid + et år fra genindskrivningsdatoen. Den maksimale studietid bliver nedskrevet med et semester for hver 30 ECTS-point, den studerende allerede har bestået. På erhvervskandidatuddannelsen vil den maksimale studietid blive nedskrevet med et semester for hver 15 ECTS-point, den studerende allerede har bestået.
Bliver den studerende genoptaget på samme kandidatretning, vil alle kurser, både obligatoriske og valgfrie som den studerende tidligere har bestået eller ikke bestået på denne retning, automatisk blive overført til den nye indskrivning og vil derfor stadig være en del af den studerendes nye studieplan.
Den studerende tildeles ét nyt eksamensforsøg i kurser, hvor alle eksamensforsøg er opbrugt, hvis kurset indgår i uddannelsesretningen.