FAQ til SU-kontoret
Her finder du svar på de spørgsmål, vi ofte modtager i SU-Kontoret.
Du kan tidligst søge om SU én måned før den måned, du er berettiget til SU. Er du fx berettiget til SU fra september, kan du søge fra den 1. august. Samtidig skal du være sikker på, at du er indskrevet på den uddannelse du søger SU til.
Du skal desuden være opmærksom på, at der kan gå et par dage, fra du har takket ja til studiepladsen, og til du kan søge om SU på minSU.
Du kan ændre slutdatoen for din uddannelse på minSU.
Hvis du forventer at afslutte din uddannelse efter den dato, der er registreret i SU-systemet, skal du rette slutdatoen for uddannelsen under ”Ret din SU” under ”Forlæng uddannelsen”.
Forventer du at afslutte din uddannelse før den dato, der er registreret i SU-systemet, har du ikke mulighed for at ændre din slutdato. Når din slutdato er registreret i vores studieadministrative system, vil der dog gå en besked over til SU-systemet.
SU er forudbetalt og bliver udbetalt den sidste hverdag i måneden før den måned, SU-raten knytter sig til.
Der er også løbende udbetalinger af SU hver torsdag i måneden. Søger du om SU for sent til at få pengene udbetalt den sidste hverdag i måneden før, skal du altså ikke vente en hel måned på at få pengene.
Du kan godt få SU i ferien mellem din bachelor-/diplomingeniøruddannelse og din kandidatuddannelse, hvis der ikke er mere end to måneder mellem uddannelserne. Eneste betingelse for at kunne søge om SU er, at du skal være enten betinget eller endeligt optaget på kandidatuddannelsen.
Når du har afsluttet din bachelor-/diplomingeniøruddannelse, skal du søge om SU til din kandidatuddannelse. Det gør du på minSU. Det vil fremgå af dit optagelsesbrev, hvornår du kan søge om SU.
Du kan søge om lån på alle tider af året – også for måneder, der er gået. Den eneste betingelse er, at du har modtaget SU til din igangværende uddannelse i de måneder, du ønsker at søge om lånet i. Du kan dog kun søge om SU-lån til det igangværende kalenderår.
Hvis du skifter uddannelse i løbet af året, fx fra en bacheloruddannelse til en kandidatuddannelse, kan du kun få lån knyttet til den første uddannelse udbetalt, så længe du ikke er begyndt på den nye uddannelse.
Sidste frist for at søge SU-lån er den 5. december. Du kan ikke få SU-lånet udbetalt, hvis du har afbrudt, afsluttet eller holder orlov fra din uddannelse, eller hvis du ikke længere er studieaktiv.
Genoptager du uddannelsen eller bliver studieaktiv, kan du igen få udbetalt lån, som du tidligere i året er blevet tildelt.
Sidste frist for at søge SU er den sidste dag i måneden. Ønsker du for eksempel SU fra august måned, skal du søge SU i minSU senest den 31. august.
Sidste frist for at søge SU i et år er den 5. december. Søger du efter den 5. december, kan du tidligst få SU i januar året efter.