Bliv dagguide for en studerende for en dag

Har du lyst til at vise dit studium frem for potentielle studerende? Studievejledningen søger dagguider, der et par gange hvert semester kan vise en gymnasielev rundt på DTU og give et indblik i hverdagen som studerende på DTU. Besøget inkluderer en sandwich og en sodavand, og for hvert besøg får du to biografbilletter.

Besøgsordningen Studerende for en dag giver potentielle studerende – typisk gymnasieelever – mulighed for at følge en DTU-studerende gennem en undervisningsdag.

Din opgave som dagguide er at tage en gymnasieelev med rundt på DTU til forelæsninger, grupperegning, øvelser, og hvad du ellers laver en typisk dag på dit studie.

Som en del af besøget giver Studievejledningen en sandwich og en sodavand, så I kan komme omkring S-huset eller en af kantinerne og opleve den del af DTU.

Hvem kan blive dagguide?

For at blive dagguide skal du være i den første del af din uddannelse men have deltaget i eksaminerne på første semester.

Du skal have et godt kendskab til DTU, være præsentabel og imødekommende og have tid og lyst til at vise dit studium frem et par gange hvert semester.

Du har selv indflydelse på, hvor ofte og på hvilken ugedag, du ønsker besøg.

Hvad laver en dagguide sammen med sin gæst?

Din opgave som dagguide er at vise en typisk dag frem på dit studium, så den studerende for en dag kan opleve studiemiljøet indefra.

Fortæl om dit studium og hvad du synes om at gå på DTU. Dagen kan fx indeholde forelæsninger, grupperegninger, klasseundervisning og øvelser.

Det er en god idé at vise rundt på campus og besøge S-huset, et kollegium samt sports- og klubfaciliteter.

I løbet af dagen skal I også komme forbi Studievejledningen, hvor du og den besøgende får udleveret frokostbilletter, der kan bruges i DTU’s hovedkantiner og S-huset eller bygning 306. Ved samme lejlighed har den besøgende mulighed for at stille spørgsmål og få informationsmateriale om uddannelserne på DTU.

Hvordan fungerer dagguideordningen?

Potentielle studerende tilmelder sig som studerende for en dag via dtu.dk. Når vi har en besøgende til dig, bliver du kontaktet på siden studerendeforendag.dtu.dk

Du skal selv kontakte den besøgende og aftale en besøgsdag, der passer jer begge. Husk at vælge en dag, der repræsenterer dig studie.

Find mere information om, hvordan du arrangerer et besøg

Når besøget er gennemført, skal du afslutte det på studerendeforendag.dtu.dk

Du kan herefter komme forbi Studievejledningen og få udleveret to biografbilletter som tak for hjælpen.

Husk at kontrollere studerendeforendag.dtu.dk ofte.

Når du har tilmeldt dig, skal du komme forbi Studievejledningen til en kort introducerende samtale, så du kan blive godt rustet, inden du tager imod din første gæst.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om dagguideordningen, kan du kontakte Studievejledningen på guide@adm.dtu.dk eller på telefonnummer 45 25 11 99.