Overgang til kandidatuddannelsen (Overgangsordningen)
Overgang til kandidatuddannelsen (overgangsordningen) og tidlig studiestart
- Tilmelding til kurser på overgangsordning
- Ansøgning til kandidatuddannelse efter overgangsordning
- Kandidatkurser bestået på overgangsordningen
- Ikke-beståede kandidatkurser på overgangsordningen
- SU ved afslutning af diplomingeniør-/bacheloruddannelsen
- Tidlig studiestart på kandidatuddannelsen
Hvem kan søge om overgang til kandidatuddannelsen (overgangsordningen)?
Hvis du kun mangler at bestå 25 ECTS-point eller mindre af din diplomingeniør- eller bacheloruddannelse på DTU, kan du søge om at tage maksimalt op til 30 ECTS-point kandidatkurser. Det er en forudsætning, at du efter endt diplomingeniør-/bacheloruddannelse vil søge optagelse på en kandidatuddannelse på DTU samt opfylder adgangskrav og faglige forudsætninger for optagelse på den kandidatuddannelse, som du søger overgangsordning til. Du kan ikke få dispensation til at tage flere end i alt 30 ECTS-point, uanset hvor mange semestre du følger på overgangsordningen.
Hvilke kurser kan jeg tage som en del af overgangsordningen?
De ønskede kandidatkurser kan godt være specialkurser. I så fald skal du oplyse i ansøgningen, hvilket institut specialkurset laves i samarbejde med, og hvor mange ECTS-point kurset udgør.
Mens du tager en overgangsordning
På overgangsordningen gennemføres kurser eller det afsluttende projekt på den nuværende diplomingeniør-/bacheloruddannelse samtidig med, at der gennemføres kurser på overgangsordningen til den kommende kandidatuddannelse. Denne regel kan dog fraviges, hvis der foreligger særlige forhold. Selvom du er på en overgangsordning, skal du overholde den maksimale studietid, der er gældende for din diplomingeniør-/bacheloruddannelse. Overgangsordningen må ikke være studietidsforlængende ud over den maksimale studietid.
Hvordan søger du en overgangsordning på DTU?
Du skal søge om overgangsordning via en digital ansøgningsblanket, som findes på student.dtu.dk under "Ansøg om/Kandidatkurser på overgangsordningen". Ansøgningen skal udfyldes og sendes fra studentermailen til kandidatopt@adm.dtu.dk. Du vil modtage afgørelsen om godkendelse af overgangssemesteret på din studentermail.
DTU lægger ved ansøgningen vægt på, om du skønnes at have faglige forudsætninger for at gennemføre kurser på kandidatuddannelsen samtidig med at du færdiggør din diplomingeniør-/bacheloruddannelsen.
Hvornår skal jeg søge om overgangsordning?
- Efterårssemester (13-ugers kurser): Ansøg senest 20. september
- Januar (3-ugers kurser): Ansøg senest 1. november (kun relevant, hvis du kun søger 3-ugers kurser i januar på dit overgangssemester)
- Forårssemester (13-ugers kurser): Ansøg senest 20. februar
- Sommer (3-ugers kurser i juni, juli eller august): Ansøg senest 1. maj (kun relevant, hvis du kun søger 3-ugers kurser i juni, juli og august på dit overgangssemester)
Der kan maksimalt søges for et semester ad gangen. Efterårssemesteret løber fra september til og med januar, og forårssemesteret løber fra februar til og med august.
Hvis du allerede har fået godkendt et overgangssemester med 13-ugers kurser, men senere vil tilføje et 3-ugers kursus eller et nyt kursus i samme semester, skal du:
- udfylde en ny ansøgningsblanket med de ekstra kurser tilføjet blanketten og sende den til Studieadministrationen på overgangssemester@dtu.dk.
- Følge de almindelige til- og afmeldingsfrister (dem finder du på student.dtu.dk Til- og afmeldingsfrister for kurser)
Kan jeg søge efter fristen?
Der kan i særlige tilfælde dispenseres for ansøgningsfristen ved manglende eller for sen indberetning af karakterer eller hvis den adgangsgivende uddannelse ikke er bestået inden ansøgningsfristen.
Hvis du har taget kandidatkurser på overgangsordningen, skal du stadig leve op til studieaktivitetskravet på den kandidatuddannelse, du bliver optaget på. Antallet af meritoverførte ECTS-point fra din overgangsordning vil ikke blive regnet med, når DTU tjekker for studieaktiviteten.
Din maksimale studietid på din kommende kandidatuddannelse vil blive nedskrevet med et semester for hver bestået 30 ECTS-point kandidatkurser på overgangsordningen.
Hvordan skal du til- og afmelde dig kurser på overgangsordningen?
Tilmelding til kurser på overgangsordning skal ske via den digitale ansøgningsblanket,som du sender ind, når du søger om en overgangsordning. Ønsker du at ændre dine kursusvalg på overgangsordningen eller afmelde dig kurser på overgangsordningen, skal det ske ved at indsende en ny, opdateret ansøgningsblanket til Studieadministrationen via din studentermail til overgangssemester@dtu.dk.
Hvordan søger jeg optagelse på en kandidatuddannelse efter overgangsordningen?
Du skal selv søge optagelse på kandidatuddannelsen inden for ansøgningsfristen, når din diplomingeniør-/bacheloruddannelse er ved at være afsluttet. Vær opmærksom på, at ansøgningsfristen kan være flere måneder før din afslutning af din uddannelse. Se mere om ansøgning til kandidatuddannelserne på dtu.dk under "Kandidat/Sådan søger du optagelse".
Kandidatkurser bestået på overgangsordningen
De kandidatkurser, du har bestået på overgangsordningen, vil automatisk blive overført til kandidatuddannelsen, når du bliver endeligt optaget.
Hvis du vælger en anden kandidatretning end den oprindeligt planlagte, vil kun beståede kandidatkurser, der er en del af de obligatoriske grupper på den nye retning, blive overført. Du kan derudover bede om at få overført beståede valgfrie kurser. Hermed gælder der de samme regler som ved retningsskift. Læs mere i reglerne for studieskift og retningsskift på kandidatuddannelsen.
Ikke-beståede kandidatkurser på overgangsordningen
Ikke-beståede kandidatkurser taget på overgangsordningen er bindende for dig, jf. reglerne om bindende kurser. Det gælder også valgfrie kurser, hvis du søger om optagelse på den kandidatuddannelse, som du har gennemført en overgangsordning til. Se student.dtu.dk under ''Studieregler/Regler om undervisning/Bindende kurser" Ikke-beståede kurser vil således blive overført til kandidatuddannelsen, når du bliver endeligt optaget.
Søger du ind på en anden kandidatretning end den oprindeligt planlagte, vil bindingen på et ikke-bestået kursus blive løst, medmindre kurset er en del af de obligatoriske grupper på den nye retning.
SU ved afslutning af diplomingeniør-/bacheloruddannelsen
Diplomingeniør/bacheloruddannelsen er afsluttet, når karakteren i det sidste kursus/projekt på uddannelsen er registreret. Det gælder også, selvom det er midt i semesteret, og selvom kurserne på overgangssemesteret endnu ikke er afsluttede.
Når diplomingeniør-/bacheloruddannelsen afsluttes, bortfalder retten til at modtage SU/slutlån, da du i det tilfælde ikke er indskrevet på en uddannelse, selvom du stadig er i gang med kurser på overgangssemesteret.
Tidlig studiestart på kandidatuddannelsen
Når du har afsluttet din adgangsgivende uddannelse til kandidatuddannelsen (og har bestået eventuelle suppleringskurser), kan du søge om tidlig studiestart. Det er muligt at tage kurser fra kandidatuddannelsen i 3-ugers perioderne op til studiestart. Hvis du starter på kandidatuddannelsen 1. februar, kan du derfor tage et kursus i januar, og hvis du starter på kandidatuddannelsen 1. september, kan du tage kurser i juli og august.
Det er en betingelse for tidlig studiestart, at du har afsluttet den adgangsgivende uddannelse.
Hvis du gerne vil ansøge om at tage kurser, før den formelle studiestart på kandidatuddannelsen, skal du skrive fra sin studentermail til kandidatopt@adm.dtu.dk. Her skal du oplyse, hvilket/hvilke kurser du ønsker at følge inklusive kursusnummer. Muligheden for tidlig studiestart fremgår også af optagelsesbrevet.
Oplysninger om mulighed for SU ved tidlig studiestart finder du på student.dtu.dk under "Hjælp og vejledning/SU-kontoret/Statens Uddannelsesstøtte (SU)".
Hvordan bliver jeg tilmeldt kurser som en del af tidlig studiestart?
Når det godkendes, at du kan få tidlig studiestart, vil du modtage en godkendelse på din mail. Kort tid efter denne godkendelse, vil du modtage information om studienummer, hvilket betyder, at du nu er oprettet som studerende på DTU. Du skal sende en mail til Studieadministrationen på studadm@adm.dtu.dk, der indeholder følgende, for at blive tilmeldt kurser til tidlig studiestart:
Dit navn og studienummer
Kursusnummer og kursustitel på de(t) kurser, du har angivet idin ansøgning om tidlig studiestart (kursusnummer og titel kan findes på www.kurser.dtu.dk)
Du kan ikke selv tilmelde dig kurserne via www.studieplan.dtu.dk.
Regler på min retning
I 'Min studieordning' kan du se, hvilke studieregler der gælder på din uddannnelsesretning.