Søg om at tage kandidatkurser på overgangsordningen

Hvis du mangler 55 ECTS-point eller mindre af din diplomingeniør- eller bacheloruddannelse på DTU, kan du søge om at tage kurser på den kandidatuddannelse, du vil fortsætte på. Læs her, hvordan du gør.

OBS

Vær opmærksom på, at fra studieåret 2025/2026, gældende fra 1. september 2025, bliver kravene ændret, så du skal mangle 25 ECTS-point eller mindre på din diplomingeniør- eller bacheloruddannelse for at få godkendt et overgangssemester.

Forudsætninger for at søge om at tage kandidatkurser på overgangsordningen

  • Du skal mangle 55 ECTS-point eller mindre (25 ECTS-point gældende fra 1. september 2025) på din diplomingeniør- eller bacheloruddannelse på DTU.
  • Du kan kun søge om at tage kurser, som er del af den kandidatuddannelse, du vil søge optagelse på, når du har afsluttet din diplomingeniør- eller bacheloruddannelse.
  • Du skal opfylde adgangskravene og de faglige forudsætninger for at blive optaget på den pågældende kandidatuddannelse.
  • Du skal gennemføre dine kurser eller afsluttende projekt på din nuværende diplomingeniør-eller bacheloruddannelse, samtidig med at du gennemfører kurser på den kommende kandidatuddannelse.

Vær opmærksom på, at du maksimalt kan få dispensation til at tage 30 ECTS-point, uanset hvor mange semestre du følger overgangsordningen.

Læs mere i studiereglerne om Overgang til kandidatuddannelsen og tidlig studiestart

Sådan søger du

Send den udfyldte formular fra din studentermail til kandidatoptagelsen på kandidatopt@adm.dtu.dk.

Du kan maksimalt søge for et semester ad gangen.

Ansøgningsfrister

  • For 13-ugers-perioderne: Senest tre uger inde i semesteret
  • For 3-ugers-perioderne juni, juli og august: 1. maj
  • For 3-ugers-perioden januar: 1. november

Sådan behandler vi din ansøgning

Kandidatoptagelsen på DTU vurderer om du opfylder adgangskravene til den kandidatuddannelse, du gerne vil følge kurser på.

Hvis du opfylder adgangskravene, vil Studieadministrationen behandle din ansøgning og sende dig svar.

Du modtager svar på din ansøgning om overgangssemesteret i din studentermail.

Hvis du får godkendt at tage kurser, som skal være en del af din kandidatuddannelse, tilmelder Studieadministrationen dig kurserne. Du skal ikke selv tilmelde dig dem.

 

Husk at søge optagelse på kandidatuddannelsen

Selv om du får dispensation til at tage ekstrakurser på en kandidatuddannelse, betyder det ikke, at du er optaget på uddannelsen. Du skal stadig søge om optagelse inden for de gældende ansøgningsfrister.

Læs mere om optagelse på kandidatuddannelsen