Beståkrav og delprøver
Beståkrav ved delprøver og løbende prøver
En eksamen er bestået, når du har fået karakteren 02 eller derover eller bedømmelsen ’Bestået’. Hvis et kursus er bestået, kan ingen delprøver eller løbende prøver tages om.
Alle delprøver eller løbende prøver for et kursus skal udbydes i samme kursusforløb. Læs mere om delprøver og løbende prøver i forbindelse med reeksamen og efterfølgende eksamener på student.dtu.dk under "Studieregler/Regler om eksamen/Reeksamen".
Et kursus med flere prøver kan bedømmes
- enten ved anvendelse af delkarakterer ved bedømmelse af delprøverne.
- eller ved en samlet vurdering af de forskellige løbende prøver (helhedsvurdering)
Det skal af kursusbeskrivelsen under "Evalueringsform" med fritekst fremgå, om prøver bedømmes ved brug af delkarakterer eller ud fra en helhedsvurdering.
Delprøver der bedømmes med delkarakterer
Anvendes der i et kursus officielle delkarakterer for de enkelte delprøver, oplyses du om disse løbende, og den samlede og afsluttende karakter er det vægtede gennemsnit af delkaraktererne afrundet til nærmeste karakter efter 7-trinsskalaen. Der rundes op, hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer.
Dog gælder der på DTU et særligt beståkrav ved kurser med delprøver, hvor der anvendes delkarakterer. Beståkravet er:
- at gennemsnittet af delprøverne skal være mindst 02 uden oprunding, og at
- ingen delkarakter må være mindre end 00.
Det følger af ovenstående beståkrav, at du skal deltage i alle delprøver i et kursus med delkarakter for at kunne bestå kurset. Hvis du ikke har deltaget i alle delprøver, kan kurset ikke bestås, og du skal da have bedømmelse "Ikke-bestået", uanset at kurset bedømmes efter 7-trinsskalaen. Det er for at signalere, at der ikke er sket en faglig bedømmelse. Det gælder også, selvom andre delprøver er bestået.
Hvis du ikke har deltaget i nogen af delprøverne i kurset og ikke har afmeldt dig eksamen, får du bedømmelsen "Ej mødt".
Løbende prøver der bedømmes ud fra en helhedsvurdering
Ved anvendelse af helhedsvurdering gives der ikke delkarakterer, og en eventuel angivelse af vægtning af de enkelte løbende prøver som en integreret del af undervisningen har alene vejledende karakter. Du må kun oplyses om og modtage én afsluttende karakter for kurset.
Den kursusansvarlige kan beslutte, at alle løbende prøver skal gennemføres som betingelse for, at der kan gives en bedømmelse for kurset. Det skal i så fald fremgå af kursusbeskrivelsen. Hvis det ikke fremgår af kursusbeskrivelsen, at en eller flere prøver som en integreret del af undervisningen skal gennemføres for at kunne bestå kurset, skal der foretages en helhedsbedømmelse på baggrund af de løbende prøver, som du har gennemført. Du kan således godt bestå kurset på den baggrund.
Hvis du ikke deltager i/afleverer nogen af de løbende prøverne i et kursus og ikke har afmeldt dig eksamen, vil du få bedømmelsen "Ej mødt".
Regler på min retning
I 'Min studieordning' kan du se, hvilke studieregler der gælder på din uddannnelsesretning.