Ikke bestået eksamen

Her kan du finde gode råd og vigtig viden, hvis du har dumpet en eksamen.

Måske er det første gang, du dumper en eksamen? I så fald skal du vide, at du ikke er alene, da mange studerende oplever dette i løbe af deres studietid. Uanset hvad er der nogle forskellige ting, der er vigtige at være opmærksom på.

Har du dumpet en eksamen eller har du ikke gennemført en eksamen, vil du få en af følgende resultater:

  • Ikke bestået (-3, 00 eller Ikke bestået)
  • EM (Ej Mødt)
  • SYG
  • IG (Ikke godkendt)
  • AB (Afventer afgørelse - Bestået)
  • AI (Afventer afgørelse – Ikke bestået)

Hvis der er tale om en fejl, dvs. karakteren er en anden, end den du har fået oplyst af din underviser, skal du hurtigst muligt rette henvendelse til den pågældende underviser.

Du kan se dine eksamensresultater under Karakterer og Studiebekræftelse.

Hvis du ikke har bestået et kursus, har du forskellige muligheder afhængig af din situation. Du skal også være opmærksom på, at der kan der være særlige regler, som er vigtige for dig at kende, når du skal til en reeksamen.

Hvis du i første eksamensforsøg ikke har deltaget i en eksamen pga. sygdom og har fået registreringen 'SYG', så tæller det ikke som et brugt eksamensforsøg.

Vær opmærksom på, at du skal sende dokumentation for din sygdom til studadm@adm.dtu.dk fra din studentermail senest to uger efter eksamensdatoen.

Se studiereglerne om sygdom ved eksamen

Hvis du har dumpet et kursus, som du er tilmeldt eksamen i, skal du være opmærksom på, at kurset nu er bindende til din studieplan. Det betyder, at du skal bestå kurset for at gennemføre din uddannelse.

Læs mere om bindende kurser

Kan jeg søge dispensation?

Du kan søge dispensation for at få annuleret din eksamenstilmelding hvis du

  1. ikke har deltaget i eksamen og har fået registreringen IG eller EM, og
  2. det er dit første eksamensforsøg i kurset, og 
  3. du ikke ønsker at tage kurset igen.

Læs mere om dispensation

Du kan IKKE søge dispensation for at få annuleret din eksamenstilmelding hvis:

  • Du har deltaget i eksamen og fået en bedømmelse (karakterer eller bestået/ikke bestået).
  • Det er anden gang, du dumper.

 

I alle kurser og afsluttende projekter har du tre eksamensforsøg.

Hvis du har opbrugt alle tre forsøg, skal du søge en dispensation for et fjerde eksamensforsøg.

Søger du ikke dispensation, eller bliver din dispensation ikke imødekommet, vil du blive udmeldt af din uddannelse.

Det samme gør sig gældende, hvis du har brugt flere end tre eksamensforsøg, så vil du skulle søge en ny dispensation for et ekstra eksamensforsøg.

Læs mere om dispensation

Hvis du har dumpet et kursus i maj, og du skal nå at søge om et ekstra eksamensforsøg til brug ved reeksamen i august, kan der være særlige frister, du skal overholde.

Dispensationsudvalget vil bestræbe sig på at behandle din ansøgning og sende dig en afgørelse inden reeksamen i august, hvis du søger om dispensation inden tidsfristen.

Hvis du har dumpet et kursus, er det op til dig at beslutte,

  1. om du vil følge kurset igen og gå til reeksamen samtidig med, at de andre går til eksamen i kurset, eller
  2. om du ikke vil følge kurset igen, og kun gå til reeksamen.

Hvis du ønsker at følge kurset igen, så skal du tilmelde dig kurset på ny via studieplanlæggeren

Hvis du kun ønsker at gå til reeksamen, skal du selv tilmelde dig reeksamen via tilmelding.dtu.dk.

Hvis du ikke ønsker at følge undervisningen, men kun vil tage reeksamen, skal du huske at orientere dig i reglerne for afholdelse af reeksamen, da der kan være særlige regler for at blive godkendt til eksamen i senere eksamensperioder.

Læs reglerne om Reeksamen.

Hvert år afholder Studievejledningen webinarer om dispensation.

Hold øje med din studiemail. Du vil få tilsendt et link til webinarerne, hvis du har dumpet en eksamen.


Har du spørgsmål eller brug for vejledning?