Studenterprojekt i samarbejde med en virksomheder
Et virksomhedsprojekt giver dig mulighed for at arbejde med virkelige problemstillinger i samarbejde med en ekstern virksomhed eller organisation. Læs her, hvordan du gør, og hvad du skal være opmærksom på.
Som studerende har du mulighed for at lave et studenterprojekt i samarbejde med en virksomhed, myndighed eller organisation. Det kaldes et virksomhedsprojekt eller et projektorienteret forløb. Du kan lave et virksomhedsprojekt som del af et specialkursus, bachelorprojekt, diplomingeniørprojekt eller kandidatspeciale.
Hvad får du ud af et virksomhedsprojekt?
- Du får indsigt i arbejdslivet og mulighed for at bruge din faglighed i praksis.
- Du bidrager med viden og løsninger, som virksomheden kan bruge.
- Du opbygger dit netværk og får erfaringer, som styrker dit CV.
Sådan kommer du i gang
Det er op til dig selv at skabe kontakt til en virksomhed, men du kan få hjælp her:
Dit institut – har mange gode kontakter
- DTU Career Hub
- DSE’s messer
- DTU Karrierecenters arrangementer
- Online databaser som Bisnode, DSE Pejling eller Børsens gazellevirksomheder.
DTU Karrierecenter kan hjælpe dig med CV og ansøgning.
Projektoplæg og aftale
Inden projektet starter, anbefaler DTU, at du, din DTU-vejleder og virksomheden udarbejder et projektoplæg, som alle parter underskriver. Projektoplægget bør indeholde:
- Projekttitel og opgaver
- Forventet arbejdsindsats og mødetid
- Varighed af opholdet i virksomheden
- Aftaler om kontorplads og udstyr
Projektet skal indberettes til DTU’s Afdeling for Uddannelse og Studerende – det gør din DTU-vejleder.
Fagligt indhold og ECTS-point
Det faglige indhold, læringsmål for projektet og evaluerings- og bedømmelsesform skal aftales med din DTU-vejleder, som også sikrer det faglige niveau i projektet.
Hvor mange ECTS-point et projekt udløser, bliver fastlagt ud fra arbejdsbelastningen i projektet – ikke længden af opholdet i virksomheden.
Læs mere i DTU’s studieregler om virksomhedsprojekter
Økonomi og Forsikring
- Du er berettiget til SU under et virksomhedsprojekt, når projektet udløser ECTS-point.
- Projektet skal være ulønnet, men virksomheden kan tilbyde en erkendtlighed. Hvis du får en erkendtlighed, skal du underrette DTU, da det kan have effekt på din SU.
- Du må ikke fungere som arbejdskraft i virksomheden.
- Tjek, om du er dækket af en forsikring under dit ophold på virksomheden. Læs mere om forsikringsforhold for studerende.
Juridiske forhold
Fortrolighed og rettigheder
I et virksomhedsprojekt er du, DTU og virksomheden tre selvstændige parter. Det betyder:
- Du er som studerende ikke er forpligtet til at følge de krav og regler, som gælder for DTU’s ansatte, f.eks. i forhold til fortrolighed eller overdragelse af rettigheder til opfindelser og software.
- DTU kan ikke forhandle eventuelle aftaler med virksomheden på vegne af dig.
- DTU indgår som udgangspunkt ikke aftaler med virksomheden om studenterprojekter. DTU’s rolle er begrænset til at bidrage til din uddannelse, dvs. vejledning og gennemførelse af din eksamen.
Virksomheden vil ofte bede om, at du indgår en aftale, f.eks. en Non Disclosure Agreement (NDA) eller en aftale, der regulerer rettighederne til resultaterne af dit projekt (IPR). Det er vigtigt, at du sikrer dig, at aftalen ikke forhindrer dig i at dele oplysninger om projektet med din vejleder, at aflevere din projektrapport til DTU, eller blive eksamineret.
Din DTU-vejleder og censor har tavshedspligt efter de love, der gælder for offentligt ansatte. På den måde er virksomheden sikret fortrolighed også for de oplysninger, som du giver videre til din DTU-vejleder og censor.
Hvis din projektrapport indeholder fortrolige oplysninger, bør du markere det tydeligt på projektrapporten.
Læs mere om aftaler og fortrolighed i studerendes projekter hos virksomheder:
Offentlighed og eksamen
Eksamen er som udgangspunkt offentlig, og afsluttende projektrapporter bliver publiceret.
Hvis virksomheden kræver fortrolighed, kan eksamen holdes for lukkede døre. Det er vigtigt, at du kontakter din vejleder på forhånd.
Har du forpligtet dig til ikke af offentliggøre din afsluttende rapport, skal du selv sørge for at markere rapporten som fortrolig, når du afleverer den – se DTU Bibliotekets vejledning.
Juridisk rådgivning
Er du i tvivl om en aftale, kan du få gratis juridisk rådgivning hos:
- Polyteknisk Forening
- Din fagforening (fx IDA)
- Københavns Retshjælp
- Advokatvagten i Lyngby
Hvis du har et studiejob i virksomheden
Det er tilladt at lave et projekt med en virksomhed, hvis du i forvejen har et studiejob i virksomheden. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på:
- Du og virksomheden skal skelne tydeligt mellem din rolle som medarbejder og din rolle som projektstuderende, og dine arbejdsopgaver fra dit job skal være adskilt dit projektarbejde
- Du må ikke modtage løn for det arbejde, du laver i forbindelse med dit virksomhedsprojekt, da du modtager ECTS-points for projektet.
- Det kan være en god idé at udarbejde to separate kontrakter: én for dit studiejob og én for dit virksomhedsprojekt.
Regler på min retning
I 'Min studieordning' kan du se, hvilke studieregler der gælder på din uddannnelsesretning.