Klage over dispensationsafgørelse
Klage over dispensationsafgørelse
Du kan klage over afgørelsen til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Retlige spørgsmål kan f.eks. være manglende overholdelse af de uddannelsesregler, der gælder for uddannelsen, og om anden lovgivning (f.eks. forvaltningsloven) og de almindelige forvaltningsretlige principper er overholdt. Klagefristen er to uger fra afgørelsen er meddelt dig. Klagen indgives til DTU, Afdelingen for Uddannelse og Studerende via Dispensationssystemet www.dispensation.dtu.dk.
Når DTU modtager en klage over en afgørelse, foretages en revurdering af afgørelsen på baggrund af de oplysninger, du er kommet med i din klage. DTU kan i den forbindelse beslutte at genoptage sagen, hvis der i klagen foreligger oplysninger, som har væsentlig betydning for sagen, eller hvis der i den oprindelige behandling af sagen er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Hvis DTU vælger at fastholde den oprindelige afgørelse, vil DTU udarbejde en udtalelse om afgørelsen og klagen. Udtalelsen vil blive sendt til dig, og du får lejlighed til at kommentere den. Afslutningsvis vil den samlede sag blive sendt til behandling i styrelsen. Sagsbehandlingstiden i styrelsen er i øjeblikket ca. seks måneder fra det tidspunkt, DTU sender klagen til styrelsen.
En klage til styrelsen har ikke opsættende virkning mht. den afgørelse, der er truffet. Et eventuelt afslag på dispensation, som har den konsekvens, at du bliver udskrevet af universitetet, vil derfor fortsat være gældende.