Som studerende på DTU er du fra første dag omfattet af de samme regler og akademiske principper, som DTU’s undervisere og forskere.
DTU forventer, at du udviser selvstændighed og redelighed i dit arbejde. Dit eksamensresultat er en garanti for, at du har erhvervet de kvalifikationer og kompetencer, som et kursus indeholder, og på det niveau, som bedømmelsen afspejler.
Derfor er det vigtigt, at du ved eksamen altid leverer dit eget arbejde.
Læs DTU's æreskodeks
Hvad er eksamenssnyd?
Den vigtigste regel er, at du aldrig må plagiere (kopiere) andres idéer, tanker, opgaver, rapporter eller artikler ved at lade det fremstå som dit eget arbejde. På den måde er eksamensresultatet en dokumentation, som både du, undervisere og kommende arbejdsgivere skal kunne regne med og bygge videre på.
Du må kun gengive eller citere andres idéer, tanker, rapporter eller artikler, hvis du tydeligt refererer til deres arbejde ved at sætte det citerede i citationstegn og angive kilden som en reference.
Det gælder også ved skriftlige afleveringer og eksamener, hvis du anvender noter, som du har udarbejdet i fællesskab med andre studerende. Fordi noterne ikke er dine egne, men gruppens, skal du tydeligt citere og angive kilden.
Hvis du kopierer dele fra den fælles notetekst mv. og sætter det ind i din egen opgavebesvarelse, er der tale om plagiering, hvis du ikke har citeret eller angivet kilden.
Du må heller ikke kopiere eller genbruge dine egne tidligere opgaver, rapporter m.m., uden at det citeres og angives som en kilde. Reglen er, at når et skriftligt arbejde fra DTU eller en anden uddannelsesinstitution først én gang er indleveret til bedømmelse, skal det efterfølgende altid angives som citat.
Du må heller ikke kommunikere med andre under en skriftlig eksamen eller på anden måde få uberettiget hjælp, herunder hjælp indhentet digitalt.
Forbedrer du dit eget resultat - eller en medstuderendes resultat - ved ikke at overholde reglerne, regnes det for eksamenssnyd. Uanset om du forsøgte at snyde eller ej. DTU ser meget alvorligt på snyd. Hvis du snyder, kan det få alvorlige konsekvenser for dig. Snyd kan i værste fald medføre, at du bliver bortvist fra DTU.