Dispensation fra annullering af eksamenstilmelding

På siden her kan du læse om reglerne for:

  • dispensation for annullering af eksamenstilmelding i et kursus, hvor det er første gang du har været tilmeldt eksamen i kurset, men ikke har deltaget i eksamen.
  • dispensation om annullering af eksamenstilmelding i et kursus, hvor du tidligere, en eller flere gange, har deltaget i eksamen, men ikke har deltaget i den eksamen, som du søger om at få annulleret din tilmelding til.

Dispensation for annullering af eksamenstilmelding i et kursus, hvor det er første gang du har været tilmeldt eksamen i kurset, men ikke har deltaget i eksamen

Du kan søge dispensation for at få annulleret en eksamenstilmelding i et kursus, hvis:

  • du aldrig har deltaget i den pågældende eksamen.
  • du ikke har planer om at deltage i den pågældende eksamen nu eller på et senere tidspunkt i din uddannelse.

Hvis eksamen er afholdt, skal du derfor have en af følgende registreringer: ’Ej mødt’ (EM) eller ’Ikke godkendt' (IG).

Hvad skal din dispensationsansøgning indeholde?
I din dispensationsansøgning om annullering af en eksamenstilmelding skal du forklare, hvorfor du ikke fik afmeldt dig eksamen inden afmeldingsfristens udløb. Du skal altså IKKE redegøre for, hvorfor du ikke deltog ved selve eksamen.

Hvad skal du uploade udover din dispensationsansøgning?
Hvis det er et kursus, som ifølge din studieordning er obligatorisk for dig, skal du altid vedlægge en udtalelse fra din studieleder, der angiver, hvilket kursus du skal tage i stedet. Det gælder også, hvis kurset, i følge din studieordning, er semi-obligatorisk, og der ikke er flere kurser i den pågældende kursuskategori, du kan vælge i mellem.

Hvornår skal du IKKE medsende en studielederudtalelse, når det er et semi-obligatorisk kursus?
Hvis du har mulighed for at vælge mellem flere kurser inden for den kursuskategori, som det pågældende kursus, hører under, skal du ikke vedhæfte en studielederudtalelse. Det vil dog være en fordel, hvis du oplyser, hvilket andet relevant kursus, inden for samme kursuskategori, du ønsker at tage i stedet.

Du søger dispensation via DTU’s dispensationssystem.

Har du brugt flere eksamensforsøg i et kursus, men aldrig deltaget i nogen af eksamenerne?

Hvis du har et kursus, hvor du har brugt flere eksamensforsøg, men aldrig deltaget i nogen af eksamenerne, og du derfor har fået registreringerne ’Ej mødt’ (EM)  eller ’Ikke godkendt' (IG) ved samtlige eksamensforsøg, kan du i helt særlige tilfælde tildeles dispensation til at få annulleret alle eksamenstilmeldinger.

I din dispensationsansøgning skal du beskrive de usædvanlige forhold, der var årsagen til, at du flere gange ikke fik dig afmeldt eksamen, inden sidste frist for afmelding til eksamen i de pågældende til- og afmeldingsperioder.

Dispensation om annullering af eksamenstilmelding i et kursus, hvor du tidligere har deltaget i eksamen

Hvis du er tilmeldt et kursus, hvor du har brugt mere end ét eksamensforsøg, og du ikke nåede at afmelde dig eksamen inden fristen, kan du søge dispensation for at få annulleret det konkrete eksamensforsøg, hvor du har fået karakteren ’Ej mødt’ (EM) eller ’Ikke godkendt' (IG). Det gælder kun, hvis den manglende afmelding skyldes usædvanlige omstændigheder.

Hvad skal du kunne dokumentere, når du søger om dispensation? 
I din dispensationsansøgning skal du kunne redegøre for og dokumentere, at der har været en usædvanlig årsag til, at du ikke har kunnet afmelde dig den pågældende eksamen i tide, hvor du har fået karakteren ’Ej mødt’ (EM) eller ’Ikke godkendt' (IG). Er det f.eks. sygdom, der har været årsagen til, at du ikke kunne afmelde dig eksamen inden eksamensafmeldingsfristens udløb, skal du vedhæfte dokumentation, der bekræfter, at du var syg i eksamensafmeldingsperioden og derfor ikke har kunnet nå at afmelde dig eksamen. Du skal altså IKKE vedhæfte dokumentation for, hvorfor du ikke deltog ved selve eksamen, men i stedet vedhæfte dokumentation for, hvorfor du var forhindret i at afmelde dig eksamen inden eksamensafmeldingsfristens udløb.

Blev du syg op til selve eksamen, og er det årsagen til, at du ønsker at søge om at få annulleret dit eksamensforsøg, kan du se reglerne for, hvordan du gør det, under reglerne for sygdom ved eksamen.  

Hvilke årsager kan IKKE bruges til at få imødekommet en dispensation?

Du skal være opmærksom på, at følgende ikke kan gælde som en dispensationsårsag:

  • Manglende kendskab til reglerne
  • Manglende kendskab til, til- og afmeldingsfristen for eksamen
  • Forglemmelse
  • Årsager opstået efter eksamensafmeldingsfristens udløb

Hvad sker der, hvis du får din dispensationsansøgning imødekommet?

Hvis din dispensationsansøgning bliver imødekommet, vil det konkrete eksamensforsøg blive annulleret. I nogle tilfælde betyder det, at kurset ikke længere indgår i din studieplan, men kun hvis du ikke tidligere har brugt andre eksamensforsøg i kurset.

Har du tidligere været tilmeldt eller deltaget i en eksamen i det pågældende kursus, vil kurset fortsat være en bindende del af din uddannelse. Du vil af den årsag derfor skulle bestå kurset på et senere tidspunkt for at kunne færdiggøre din uddannelse.

Det samme gælder for obligatoriske kurser, hvor du ikke har vedhæftet en udtalelse fra din studieleder, der bekræfter, at du kan tage et andet kursus i stedet.

Har du spørgsmål eller brug for vejledning?

Har du spørgsmål eller brug for vejledning og sparring, så husk, at du altid kan kontakte Studievejledningen på DTU