Studieplanlæggeren - vejledning
Studieplanlæggeren er det værktøj, du skal bruge for at lægge din studieplan og for at til- og afmelde dig kurser. Her finder du en vejledning til de vigtigste funktioner i Studieplanlæggeren.
Sådan tilmelder du dig kurser
1. Find kurset og læg det i kursuskurven
- Brug knappen ’Find kursus’ under kursuskurven
- Søg kurset frem (du kan både bruge kursusnummer eller kursusnavn) og klik på kurv-symbolet ud for det korrekte kursus. Klik på krydset i høje hjørne for at lukke søgemodulet ned igen.
2. Læg kurset på det semester, du gerne vil tage det
- Med musen kan du trække kurset fra kursuskurven over på det semester, hvor du ønsker at tage kurset. Hvis semesteret er gråt og du ikke kan lægge kurset ind, så er det fordi kurset ikke tilbydes i det semester.
3. Tilmeld dig kurset
- Tilmeld dig kurset ved at klikke på den røde ’Tilmeld/afmeld-knap’. Denne knap aktiveres først, når du har udfyldt hele studieplanen, som beskrevet ovenfor.
- Tryk på ’Fortsæt’ i pop-up vinduet for at bekræfte din tilmelding. Vælg at fåen kvittering på din tilmelding.
- Hvis der kommer et flueben ud for kurset i din studieplan er du tilmeldt.
4. Hvad hvis tilmeldingen afvises?
- Bliver tilmeldingen afvist kan det skyldes, at du forsøger at tilmelde dig et kursus, du ikke har tilladelse til at tage, enten fordi det ikke er en del af din studieordning, fordi du overskrider antal tilladte kurser i en specifik kategori eller fordi kurset er fyldt og ikke har flere ledige pladser.
- Hvis tilmeldingen bliver afvist pga. en fejl, er det Studieadministrationen der kan hjælpe dig.
Tip! Du kan bruge knappen ’Vis skema’ (de ni små prikker) til at tjekke, at dine kurser ikke overlapper.
Tip! Hvis du klikker i den hvide firkant til højre for kursusnummeret, kan du farvekode dine kurser og på den måde holde styr på, at du har det rette antal ECTS i de rette kategorier.
Tip! Under kursuskurven kan du klikke på ’Vis kursustypefordeling’. Her kan du tjekke, hvor mange ECTS du har og hvor mange ECTS du mangler i de forskellige kategorier.
Sådan tilmelder du dig specialkurser, afsluttende projekter og diplomingeniørpraktik
Indtil du når til det semester, hvor du skal lave et specialkursus, et afsluttende projekt eller i praktik, kan du oprette en midlertidig ’placeholder’ i din studieplan.
- Under kursuskurven vælger du ’Opret’, vælg den rigtige aktivitetstype og giv aktiviteten et navn, f.eks. ’Praktik’ og giv aktiviteten det rigtige antal ECTS.
- Tryk på ’Gem’ og du kan nu trække din placeholder over på det rette semester. Dette er kun en placeholder og ikke en tilmelding.
- Når den rigtige tilmelding skal laves, er det din vejleder på specialkurset/projektet/praktikken, der skal lave en indberetning i projektindberetningssystemet.
- Derefter registreres det af Studieadministrationen, og du vil nu kunne se det i din studieplan.
- Husk at slette din midlertidige placeholder, når den rigtige tilmelding er gået igennem.
Vær opmærksom på, at forhåndsgodkendt merit ikke kan ses i studieplanlæggeren. Meritten kan først kan ses i studieplanæggeren, når du har søgt om endelig merit.
Sådan afmelder du dig kurser
- Du afmelder dig et kursus ved først at klikke på det lille kryds til højre for kurset.
- Nu vil du se, at der kommer en streg henover det kursus, du har klikket på krydset ud fra.
- Derefter klikker du på den røde ’Tilmeld/Afmeld-knap’.
- Tryk ’ Fortsæt’ i pop-up vinduet for at bekræfte din afmelding.
- Vælg at få en kvittering på din afmelding.
- Husk at tjekke, at kurset ikke længere står i din studieplan. Så er du sikker på, at du er afmeldt korrekt.
