Specialpædagogisk støtte (SPS)
Som studerende på DTU kan du få Specialpædagogisk Støtte, SPS, hvis du har en varig dokumenterbar funktionsnedsættelse. Støtten går ud på at kompensere dig for din funktionsnedsættelse, så du så vidt muligt kan studere på lige fod med dine medstuderende.
Din funktionsnedsættelse kan være:
- Dysleksi (ordblind)
- Psykiske diagnoser
- Neurologiske diagnoser
- Synshandicap
- Hørehandicap
- Bevægelseshandicap
- Kronisk eller alvorlig sygdom
- Dyskalkuli (Talblind)
Om SPS
SPS-ordningen er et statsligt støtteprogram, som bevilges af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Du kan betragte SPS-enheden på DTU som din administrative SPS-tovholder. Vi søger SPS for dig og igangsætter støtten hos relevante støttegivere.
For nogle studerende er behovet for støtte kontinuerligt gennem hele uddannelsesforløbet, mens behovet for andre studerende ændrer sig løbende.
Der er ikke frister for at søge om SPS, idet der kan søges hele året. Vær dog opmærksom på, at der kan være sagsbehandlingstid.
Læs mere om SPS-ordningen på STUK's hjemmeside
Du skal selv give DTU besked om dit SPS-behov
SPS-enheden på DTU får ikke automatisk besked om dit støttebehov. Hvis du har behov for SPS i forbindelse med dit studium, skal du selv henvende dig til SPS-enheden på DTU – også selv om du har modtaget støtte på en tidligere uddannelse.
Særlige eksamensvilkår
SPS giver ikke automatisk godkendelse til særlige vilkår til eksamen. Dette skal du søge om inde på DTU’s SPS-portalen.
Læs mere om særlige vilkår til eksamen
Anonymitet
Vi har tavshedspligt og videregiver ikke oplysninger til dit institut, din studieleder eller dine undervisere uden dit samtykke. Desuden kommer det ikke til at fremgå af dit eksamensbevis, hvis du har modtaget specialpædagogisk støtte under din uddannelse.
Har du spørgsmål eller brug for et møde?
Du er altid velkommen til at kontakte os på enten telefon (+45 4525 2000) eller mail (aus-sps@adm.dtu.dk). Vi kan også aftale et fysisk eller online møde.